Reflekterende meditation

Den enkleste definition på den første type meditation – reflekterende meditation – er simpelthen: at tænke. Det er en korrekt definition, men den er for snæver, for normalt tænker vi ikke meget over vores tænkning! Vi forestiller at siden vi er intelligente, kan vi tænke – men det at tænke på noget der interesserer os, er faktisk kun en grundlæggende form for mental aktivitet.

Det siges at sindet sædvanligvis ”tænker i os”, snarere end at vi tænker. Det betyder at sindets aktivitet er en proces der som regel foregår stort set af sig selv, drevet af indtryk eller drifter af forskellige art; og at den flyder uordnet, den ene tankerække fortrænges af den næste, og af den næste og så fremdeles. Vi kan beskrive denne tingenes tilstand mere præcist ved at sige at sindet normalt er uafhængigt af ”Jeg’et” og af viljen . Det forstyrres konstant af følelser, drifter, forestillinger og ydre påvirkninger, og reagerer på dem. Sådan mental aktivitet fortjener dårligt nok betegnelsen virkelig tænkning, for det er kun når en stærk drift eller interesse holder sindet i gang, at det fungerer ordnet og produktivt.

Spontan – eller vi kan også kalde det ubevidst eller uerkendt – meditation praktiseres ofte af folk, der ikke kalder den sådan. Videnskabsmanden der arbejder med et problem, filosoffen der udtænker et begreb, forretningsmanden der intelligent planlægger organisering af sine forretninger, er alle eksempler herpå, for de udviser alle en sammenhængende og organiseret brug af sindet – af tænkningen.

Som forudsætning for virkelig meditation må vi erkende at sindet i virkeligheden er et redskab, et indre redskab, som vi skal disidentificere os fra for at kunne anvende det rigtigt. At praktisere koncentration lærer os det første trin – hvordan man kontrollerer sindet, hvordan man holder det på sporet i den retning man ønsker. Nu kommer så næste trin – hvordan man ikke blot holder det fast, men får det til at bevæge sig fremad, at gå ad den vej vi vil have det til at gå, henimod et udvalgt mål.

At tænke på denne måde betyder at reflektere eller grunde over et givent veldefineret emne, og at udforske alle implikationer, forgreninger og betydninger der ligger gemt i det. Og meditation kan siges at være en ubrudt flod af tanker henimod koncentrationens emne.

Den første forudsætning for at udvikle kunsten at tænke er derfor at være fuldstændig opmærksom på selve tænkeprocessen, for eksempel ved øjeblikkeligt at lægge mærke til når dens kurs begynder at afvige som et resultat af enten emotionel reaktion, eller en forudfattet mental holdning, eller – hvilket ofte er tilfældet – som et resultat af mekanisk association, som bærer sindet gennem en serie af beslægtede emner til et punkt langt fra udgangspunktet.

Den anden forudsætning er vedholdenhed – at tænke igennem. Her sker der noget underligt. Efter et par minutters reflekterende tænkning, føles det først som om emnet er udtømt, at der ikke er mere at tænke over. Men hvis vi holder ved gennem dette tomrum og fortsætter med at reflektere, begynder vi at opdage nogle uerkendte aspekter. Måske finder vi endda at det der først syntes at være tomt for indhold, i virkeligheden rummer en overflod – hvad franskmændene kalder en ”embarras de richesses”. Herefter optræder der en ny udfordring: hvordan kan man udforske alle de nu erkendte aspekter og kompleksiteten i emnet, og hvordan skal man håndtere denne indstrømning af nye tankerækker.

Utallige emner egner sig til reflekterende meditation, her kan kun nævnes de forskellige kategorier. Psykologiske og åndelige egenskaber tilbyder en næsten uendelig række – mod, harmoni, ro, glæde, vilje og så fremdeles. Symboler udgør en anden mulig type.

Man kan også meditere på en sætning der giver konkret udtryk for en tanke. Sådanne ”sædtanker” er naturligvis også utallige, men de kan groft inddeles i to klasser: for det første dem der forekommer simple og indlysende, men som viser sig at rumme en verden af mening. For det andet dem der er formuleret som paradokser og derfor fungerer som udfordringer. Disse optræder ofte i form af tilsyneladende selvmodsigelser, hvis forsoning ligger i formuleringen af en højere eller mere vidtfavnende syntese af de to modstridende udtryk, for eksempel:

”Handl med interesse uden interesse”

”Lid med glæde” (hvilket ikke betyder at nyde lidelse)

”Skynd dig langsomt” (fra latin: festina lente)

”Lev i evigheden og i øjeblikket”

”Se handling i uvirksomheden og uvirksomhed i handling”