Typer af meditation

I overensstemmelse med traditionen kan vi definere meditation som ”en proces af vedholdende, kontrolleret mental opmærksomhed og aktivitet”. Under denne generelle definition kan man så benævne de forskellige typer, trin og teknikker. Vi har allerede beskæftiget os med det første trin af meditation: koncentration . Vi vil nu kort betragte de vigtigste typer af meditation, inden vi beskæftiger os i detaljer med nogle af dem.

Først er der den reflekterende meditation som er en fuldstændig mental proces. Den er en sekventiel, koordineret tænkning på eller om et defineret emne, tema, ord eller tanke – fx sådan nogle som vi har kaldt ”sædtanker”. Det er en god betegnelse fordi oprindelses- eller starttanken er sædekorn og udgangspunkt for al den følgende udvikling af emnet.

Så er der den vi kalder for receptiv eller modtagende meditation[4] fordi dens formål er at sindet modtager ”lys” på et emne, en sandhed, en erkendelse.

Det er vigtigt at erkende at modtagende ikke betyder passiv eller negativ. Nej, det betyder en tilstand af intens vågenhed uden at nogen autonome systemer kører. Det kan sammenlignes med at lytte eller at prøve at se noget meget langt borte, eller – for at bruge ord fra elektronikken – med at sindet optræder som en radiomodtager og prøver at indstille sig på afsenderstationen. Afsenderstationen er primært det højere Selv (det transpersonlige selv ). Processen kaldes inspiration, eller i nogle tilfælde intuition , og resultatet er sindets oplysning. Men virkningen af den slags meditation er ikke begrænset hertil, for de nye og højere sandheder der modtages har en transformerende og løftende virkning i hele personligheden; de forandrer hele mennesket.

Den tredje type er skabende meditation der først sigter mod at opbygge en dynamisk, effektiv, veldefineret tanke eller idé, dernæst at forandre den med følelsens energi, og endelig at indgive liv eller fremdrift ved hjælp af viljen , så at den kan udfylde en funktion eller et formål. Denne funktion kan foregå både i de indre verdener, eller i den ydre handlingens verden, ved at indgive et mønster eller en ansporing.

Der er endnu et aspekt af meditation, som er blevet kaldt elevation eller opstigning. Som udgangspunkt fører den til receptiv meditation. Her stræber man efter med fuldt overlæg at løfte centret for bevidstheden til stadigt højere niveauer i den indre verden. Det er som at klatre op ad en indre stige op imod det transpersonlige Selv, og nogen gange at kunne kontakte det et øjeblik. Når toppunktet er nået, kan der finde et aktivt samspil sted mellem sindet og Selvet . Martin Buber og andre har kaldt dette den indre dialog.