Koncentration

Det første man skal erkende vedr. koncentration er at erkende forskellen mellem spontan eller automatisk koncentration og på den anden side velovervejet, kontrolleret koncentration. De er forskellige, både i deres natur og i den måde de virker på. Spontan koncentration er den måde sindet fungerer på under indflydelse af en stærk interesse, ønske eller følelse, der får det til at arbejde på en særlig måde. Et typisk eksempel er forretningsmanden der planlægger sit firmas succes. Et andet eksempel er den studerendes koncentration om de emner han forventer at blive eksamineret i.

De der kan koncentrere sig på denne måde, tror selv at deres evne til koncentration er god, men det er en illusion. Det antyder et vist aspekt af koncentration, men evnen til at holde sindet på en opgave eller et emne som drives af intens interesse, behov eller frygt, betyder ikke nødvendigvis at de kan gøre det samme, når denne ansporing mangler. Sagen er den, at når vi forsøger at koncentrere os om et abstrakt emne, eller om noget der ikke har en personlig interesse eller fordel, så finder vi det meget vanskeligere, og vi opdager ofte at vi slet ikke har en reel kontrol over vores sind.

Det er anerkendt at vores følelser, drifter og tanker virker næsten dramatisk i os og er de stærkeste kræfter i vores liv. Med andre ord drives vi af dem og det er ikke os selv, der vælger, dirigerer og kontrollerer.

Det er en af grundene til at rent mentale eller åndelige interesser ikke har den samme fremdrift som ved personlige interesser. En anden grund er en indbygget forskel i disse interessers natur. Abstrakte emner er ”tyndere”; de er mere uhåndgribelige for sindet at tage fat i og holde fast i. Sindet som er mindre tilvænnet denne mere spidsfindige måde at fungere på, tøver med at se den i øjnene og vender sig bort. Det er en ny form for aktivitet, og i almindelighed udviser ethvert nyt emne eller nyt erkendelsesområde vanskeligheder i begyndelsen. Vores sind kan ikke lide at begynde at arbejde i nye områder. I de områder det er bekendt med, er meget arbejde allerede gjort; der er en baggrund eller noget erfaring, og der er forbindelser der gør arbejdet lettere. Et nyt emne kræver meget mere koncentration og anstrengelse.

Erkendelsen af at vi ikke er herrer over vores sind er måske chokerende, men det er kun godt hvis vi bliver chokerede. Det vil opildne os til at anstrenge os henimod dette mesterskab, og vil hjælpe os til at finde den følelsesmæssige drift vi tidligere manglede. Et andet vigtigt resultat af disse opdagelser om os selv er erkendelsen af at der er forskel på os selv og vores sind og vores følelser. Den manglende succes med at holde sindet ”til ilden” har vist at der er en konflikt, og konflikt betyder at der er to uenige kræfter. Erkendelsen af konflikt er derfor værdifuld ved at bringe forskellen frem i lyset mellem jeg’et og dets vilje på den ene side, og på den anden side sindet, som ofte er ulydigt, tøvende eller doven, eller som på en måde har sit eget liv.

Disse indledende, men vigtige erkendelser giver os et fundament for opgaven med at lære at koncentrere sindet med viljen . De får os til at forstå os selv og giver os den spore vi har brug for for at mestre dette kostelige redskab, sindet, der er så glimrende en tjener, når det er under kontrol, men som giver os så mange problemer, når det går sine egne veje.

Den indledende teknik til at opnå kontrol med sindet, og evnen til at koncentrere sig når man selv vil er i begyndelsen at koncentrere sig om simple og neutrale genstande, som ikke har nogen interesse for os. På denne måde lærer vi at holde sindet fast uden hjælp fra personlig interesse og begær. Der er mange slags øvelser af denne type. Visuel sansning er enkel, og derfor god at begynde med. Den træner opmærksomheden, ikke tankeprocessen, og den udvikler en elementær evne til at fokusere opmærksomheden, hvilket er første skridt i den mere avancerede og komplekse proces: at meditere på abstrakte emner.

En simpel øvelse i visuel sansning er at betragte et sæt af genstande hurtigt og præcist. Betragt fx indholdet i et rum i et halvt minut, og skriv så en så detaljeret beskrivelse af dem som muligt. Den samme øvelse kan bruges om et butiksvindue eller et billede.

Øvelser i at betragte ydre objekter er en forberedelse på at koncentrere sig på indre objekter – indre billeder eller forestillinger. En øvelse der formidler en overgang mellem de to niveauer, er at betragte et billede i 20-30 sekunder, så lukke øjnene og prøve at holde billedet i ”sindets øje” eller det ”indre øje”. Vi har alle denne forestillingsevne til at se emner, ansigter etc., som er kendte for os. Det er mere udviklet og levende hos nogle mennesker end andre, men til vores formål er det ikke så meget livagtigheden der er vigtig, men snarere at kunne holde billedet fast for sindets øje, og at være i stand til at koncentrere opmærksomheden på det. At betragte billedet en tid hjælper meget på at opnå et klart indre billede, og derfor på at kunne holde på dette.

En anden øvelse af denne type er at erindre sig et billede og holde det fast i kort tid uden at have set på det for nyligt. Man kan begynde med en velkendt genstand, så som en bygning man ser hver dag, en udsigt man kender, eller et familiemedlem. Billedet skal opbygges præcist, med koncentration på detaljerne, og så fastholdes et stykke tid.

Her begynder en sand kamp – en interessant men sommetider udmattende skærmydsel – mellem vores vilje til at holde billedet fast og så vores forestillingsevnes flygtige natur, som er vant til at flimre fra en ting til en anden i hurtig og ofte uordnet rækkefølge. Den vil gøre alle mulige krumspring; den vil forvrænge billedet, forstørre, tilføje et fremmedelement, dele det i to eller flere dele, erstatte det med noget andet – ja, faktisk gøre alt undtagen at lade billedet stå roligt for det indre øje.

Den kendsgerning er igen afslørende. Igen får vi bevis for at vi ikke er vores egen herre, og at der er en konflikt mellem vores redskaber og os selv. Det er her processen med at styre sig selv virkelig begynder, i betydningen at kontrollere, dirigere og bruge – med viljens kraft – alle vore redskaber.

Foruden sådanne øvelser er der i hverdagslivet en glimrende mulighed til at træne vores koncentration. Vi skal simpelthen koncentrere os fuldstændig om det vi beskæftiger os med, uden at lade sindet strejfe om. Vanehandlinger udføres ofte på en nærmest drømmeagtig måde, med strøtanker om uvedkommende ting, der kommer og går i sindet. Dette skaber en tilstand af passiv dissociation, der kan vokse til skadelige dimensioner, og som i hvert fald er spild af energi. Mens koncentration på den anden side øger evnen til at leve i nuet i almindelighed, og i særdeleshed i den fokuserede del af nuet hvor vores øjeblikkelige aktivitet foregår.

Der er en højere og vigtigere form for koncentration end de typer vi hidtil har beskæftiget os med. Det er Iagttagerens eller den indre Tilskuers som, fuldstændig koncentreret, betragter det flydende panorama, som udgør det psykologiske liv. Det som af William James er blevet kaldt bevidsthedsstrømmen. Uden at være en del af strømmen opfatter iagttageren den, vurderer den, og når der er behov, griber ind og forandrer den. En sådan indre holdning er ikke let at fastholde varigt. Hvis man står så at sige ”på bredden” af bevidsthedsstrømmen, er der en risiko for at blive trukket ind i dens strømhvirvler. Opmærksomheden bliver let optaget af en bølge af følelser, af en eller anden interessant idé, af en stærk drift, og vi må konstant trække den tilbage til koncentrationens centrum, til opmærksomheden, den del af os som er vedholdende og uforanderlig igennem alle forandringer i det psykologiske flow.

Nøglen til at opnå evnen til koncentration er, som ved enhver anden færdighed, stor tålmodighed og gentagen praksis. To yderpunkter bør undgås. Den ene er at gøre disse tilsyneladende uinteressante øvelser på en mere eller mindre skødesløs måde, som en slags rutine. Dette vil være for overfladisk til at tjene noget formål. Det andet yderpunkt er at arbejde alt for tvunget og anstrengt med dem. Ej heller bør vi gøre disse øvelser, når vi er trætte, for da er der ringe chance for succes, og ethvert fremskridt vil koste alt for meget anspændelse.

Man må heller ikke lade sig slå ud af mangel på succes i begyndelsen, i særdeleshed evnen til at opretholde koncentrationen en vis tid. I begyndelsen er det godt nok hvis vi kan fastholde koncentrationen i ti eller tyve sekunder; et minut eller to er ganske lang tid. Så det er bedre at udføre korte, gentagne øvelser med en vis succes, end at søge at tvinge sig selv til at fastholde koncentrationen i et længere tidsrum.

Sluttelig er der to gavnlige holdninger som vi alle i egenskab af iagttageren bør stræbe efter at fastholde igennem alle øvelser og eksperimenter. Den første er tålmodighed med os selv, eller mere præcist: med vores redskaber. Den samme holdning vi ville bruge over for et ulydigt barn hvis samarbejde vi håber at opnå til sidst. Den anden holdning er tillid til at vedholdenhed vil bringe succes. De følgende ord af Hermann Keyserling – fra hans ”Travel Diary of a Philosopher” – vil styrke vores tillid og understrege værdien at det vi søger at opnå:

”Koncentrationsevnen er utvivlsomt den drivende kraft i hele vores psykiske mekanisme. Intet øger vores ydeevne så meget som når den øges; enhver succes, uanset inden for hvilket område, kan spores tilbage til den intelligente brug af denne kraft. Ingen hindring kan i længden modstå den enorme kraft i den højeste koncentration. Opmærksomheden tvinger ethvert problem til før eller senere at afsløre alle sine aspekter, som kan erkendes af den enkelte.”