Det er klart, at viljen kan have en central funktion i alle de forskellige menneskelige foretagender - uddannelse , forretning, dagligdagens gøremål og så videre. I terapi kan man som punkt et forklare klienten viljens sande natur og virkemåde, og som punkt to vække hans egen vilje til at blive rask. Dette er meget vigtigt. På grund af den menneskelige naturs mangfoldighed og vores ambivalens, kan en klient ønske eller have behov for at blive rask, men ikke ville det. Klienten holder måske krampagtigt fast i fordelene ved at være syg. Eller han ønsker at blive helbredt med ydre midler, af lægen eller med medicin, og ikke yde sit til at blive rask. Som punkt tre kan terapeuten hjælpe klienten med selv at opøve og bruge sin vilje og ikke læne sig op ad terapeuten.

Terapeuten har nemlig hovedsagelig to roller: moderrollen og faderrollen. Terapeutens moderrolle er i orden i den første del af behandlingen, særlig i mere alvorlige tilfælde. Den består i at give en følelse af beskyttelse, forståelse, medfølelse og opmuntring. Det som en klog moder gør. Det er en direkte hjælp fra terapeuten til klienten.

Faderrollen kan på den anden side opsummeres som træning til selvstændighed. Den sande faderrolle, som jeg ser den, er at opmuntre, at vække barnets indre energier og vise ham vejen til selvstændighed. Faderfunktionen er derfor at vække klientens vilje.

Nogle mennesker føler at begrebet viljen er i konflikt med meget af nutidens lærdom, såsom psykoanalyse , encounter-grupper, Zen, primalterapi osv. Ideen bag disse metoder, hævder de, er at det virkelige selv bliver bragt frem i lyset ved at befri selvet for modstand, komplekser, kroppens hæmninger, blokeringer. Det er den vej, der udgøres af at give slip, at give lov, af frigørelse. Det er blevet kaldt en venstre-hånds vej, i modsætning til disciplinens højre-hånds vej. Disse mennesker spørger mig, om tilbagevenden til viljen og psykosyntese generelt er en bevægelse mod det psykologiske højre.

Først vil jeg sige at disse to veje ikke er modsætninger. De kan integrere hinanden og have deres respektive formål og funktioner. I det forgangne, særlig i Victorianske tider, blev højre-hånds vejen, disciplinens vej, misbrugt. Aktive teknikker for personlig udvikling, der er så vigtige i psykosyntese og i opøvelse af viljen, blev påtvunget folk af andre. Men disse teknikker, disse målrettede teknikker, skal snarere bruges frivilligt af individet eller gruppen. Teknikkerne bør kun læres, ikke påtvinges: heri ligger ændringen af den Victorianske betragtning. Individet kan frit beslutte om han vil bruge disse teknikker eller ikke, hvordan han vil bruge dem, hvilke han vil bruge, og i hvilken udstrækning han vil bruge dem. Derefter kommer så problemet med at kombinere dem med det der kaldes venstre-hånds vejen.

Den store nytte og nødvendighed af venstre-håndsvejen, frigørelsens vej, er at befri folk for alle snærende bånd og hæmninger og forberede vejen til at realisere Selvet (med stort S), oplevelsen af det Transpersonlige Selv . Dette tror jeg er dens formål, og et yderst vigtigt formål. De højdepunktsoplevelser, oplevelser af stor fryd, ekstase og oplysning, som folk ofte beretter om i encounter-grupper, for eksempel, har noget at gøre med at de kommer i kontakt med deres Transpersonlige Selv, om end nok så kortvarigt.

Dette Transpersonlige Selv er forskelligt fra det personlige selv eller ego vi talte om før. Det kan kaldes et ”Højere Selv”, selv om det nye ord Transpersonlig er bedre, da det ikke er så åbenbart værdiladet. I gamle dage blev den Transpersonlige verden kaldt for den åndelige verden, men jeg mener ikke kun den verden, der indeholder specifikke religiøse oplevelser, men al erfaring der besidder værdier, der er højere end gennemsnittet: etiske, æstetiske, heroiske, humanitære og altruistiske.

Nu er oplevelsen af Selvet, der ofte realiseres ved venstre-hånds vejen, jo ikke et mål i sig selv. Når de har følt frigørelsen og oplevelsen af det Transpersonlige, står folk overfor det saglige praktiske problem, der består i at harmonisere hele deres eksistens, hele deres væsen, inklusiv kroppen, med det plan. Og det forklarer det faktum at mennesker som for to-tre år siden tilskyndede til total frigørelse, nu føler at det ikke er nok. De føler et behov for at tilføje noget til deres frigørelsesteknikker, nemlig aktive teknikker til at udvikle et fuldstændig helstøbt menneske. Med fuldstændig helstøbt mener jeg det centrale mål for psykosyntesen: udvikling af alle de psykologiske funktioner (se stjernediagrammet) i harmoni, af en helt gennemført og realiseret personlighed, et menneskeligt væsen hvor kroppen er med.