Af Roberto Assagioli 1960; Oversættelse Keld Søgård
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Det synes måske overflødigt, at pointere nødvendigheden af at genkende velbegavede børn, at undervise dem med speciel opmærksomhed og at arbejde med metoder og betydningen af en sådan undervisning. Men faktum er, at på trods af stor opmærksomhed omkring disse problemer – nylig resulteret i eksperimenter og flere studier, især i Amerika – så kan og bør der gøres meget mere (i mange lande har der praktisk talt ikke været nogen aktivitet i denne retning) Nogle af de involverede principper og metoder kræver grundige undersøgelser og diskussioner.

De begavede og især de højtbegavede er meget forskellige og kræver derfor tilsvarende forskellige tilgange.

I store træk kan de inddeles i to grupper.

1) Dem, som er begavet på en generel eller mangeartet måde, og som fremviser fortrin over gennemsnittet på en eller flere områder. De er ofte sunde, stærke og sikre på sig selv. Deres undervisning behøver ikke volde specielt besvær, problemet er snarere at tilbyde dem de bedste rammer for selvudvikling og udnyttelse af deres gaver. (Disse forhold vil blive betragtet senere)

Der vil måske være specielle retninger, hvor de behøver hjælp og guidning til at udvikle deres specielle talent, så de undgår ubeslutsomhed, forsinkelse og spild af deres energi.

2) Den anden gruppe er anderledes og giver svære uddannelsesmæssige problemer. Det vedrører dem med så specielle gaver på grænsen til et geni, men som samtidig har store mangler eller ubalancer i andre dele af deres personlighed.

I denne gruppe finder vi unge mennesker med kunstneriske, musikalske og i nogle tilfælde matematiske evner. De er hyper sensitive, over følsomme og over fantasifulde. De er ofte psykisk svage, klodsede, upraktiske og mentalt fraværende. De bliver generelt ikke forstået af forældre og lærere og bliver ofte mobbet af deres medstuderende. Manglen på forståelse og værdsættelse og den konsekvente kejtethed disse mennesker omgås er grunden til megen lidelse, fortvivlelse, foragt og til oprør i mange tilfælde. I andre kan det endog føre til afvigelser eller perversion. Blandt mange kendte tilfælde kan nævnes Baudelaire, Verlaine, Strindberg og Kafka.

I andre tilfælde kan voksne, som opdager og værdsætter de specielle gaver bestræbe sig på at forcere deres kultivering. Deres mål er at frembringe vidunderbørn som musikere, matematikere eller videnskabsmænd, uden hensyn til skaderne ved en sådan skævvredet forcering. Dette fører sommetider til udnyttelse, enten fra familien eller af samfundet skabt af forfængelighed, ambitioner eller økonomisk grådighed. I øjeblikket (1960 –red.) er vi vidner til et vanvittigt pres på og overtræning af unge mennesker med specielle evner for fysik, kemi, matematik og inden for tilsvarende teknologier. Det skyldes den vestlige verdens bratte opvågnen fra sin falske sikkerhed og tekniske overlegenhed på grund af Sputnik. Men ligeledes uden for dette felt har der været og er der en overdreven tendens i det moderne liv til en specialisering og overvurdering af praktisk effektivitet. Som en modvægt til denne trend er det nødvendigt med en rund, harmonisk og integreret undervisning, som de bedste lærere har opdaget. En sådan undervisning er utvivlsomt nødvendig for velbegavede unge mennesker.

Der er en yderligere og endnu vigtigere grund, som må motivere os til at gøre vores bedste på vegne af disse begavede børn. Erkendelsen af hvor værdifulde de er for menneskeheden!

I den nuværende overgangsperiode og planetariske krise er det bydende nødvendigt med individer, som er over gennemsnittet intellektuelt og moralsk. Det er på deres skuldre at ansvaret ligger for i fremtiden at lede en desorienteret og kriseramt verdens befolkning. Dette skal de gøre ikke kun på vegne af en blind og rastløs befolkningsmasse, men også for intelligentsiaen, hvor af mange mangler visioner, er overkritiske, negative, desperate eller bitre. Vores eneste store håb er vores velbegavede børn, som vil føre menneskeheden til en lysere fremtid og som vil være skaberne af en ny civilisation og en ny kultur mere i overensstemmelse med den nye æra. Vores velbegavede børn af i dag vil i morgen være vores videnskabsmænd, forfattere, kunstnere, politikere, økonomer og lærere. Jo mere intelligent og effektiv hjælp vi giver dem nu, jo hurtigere og bedre vil de være i stand til at udvikle deres værdifulde talenter og gøre fuld brug af dem til gavn for menneskeheden.

Hvad er der blevet gjort omkring alt dette ind til videre? Der er gjort en god begyndelse, specielt i USA, med specielle klasser på højt niveau og berigende kurser og nogle få skoler for ”begavede børn”. [1] Den amerikanske sammenslutning for velbegavede børn er aktiv med at rette læreres og forældres opmærksomhed på vigtigheden og nødvendigheden af at give disse børn den mest passende undervisning.

Disse forsøg er værdifulde og prisværdige og de burde udvides til at omfatte alle dele af verden ved en tilpasning af metoderne til de respektive landes psykologi og til de forskellige karakteristika, som adskiller de forskellige nationer og ligeledes en tilpasning til de forskellige forhold, som de lever under. Alligevel har tiltagene langt fra et tilstrækkeligt omfang. ”Ikke mere end 5 % af vores landes samlede gymnasier (highschools) har systematiske programmer til at opmuntre dygtige elever til at udvikle deres akademiske potentiale.” [2]

Endvidere viser der sig et stort behov for en speciel type undervisning for elever, som er fra elleve til atten år. Det er gennem disse år at et barns evolutionære niveau manifesterer sig klarest. Dette er ikke kun de år, hvor specielle ”gaver” bliver tydeligst, men hvor ”personligheden” bliver formet under indre stress og anstrengelser. Disse vanskeligheder er specielt fremherskende for meget begavede børn, da deres naturlig udstyrede rigdom komplicerer deres psykosynteseproces .