Af Roberto Assagioli . Oversat af Ella Ostermann

(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen. Læs også artiklen Modsætningernes afbalancering og syntese: www.psykosyntese.dk/a-86/)


Vi er indtil nu stædigt vedblevet at drøfte to udbredte fejltagelser, som ikke kun fastholdes af menigmand, men også af nogle videnskabsmænd og filosoffer.

Den første: at den menneskelige psyke er en organisk og sammenhængende enhed.

Den anden: at psyke og bevidsthed er identiske og sameksisterende.

Vi har set hvordan en observation afslører, hvis der ikke er forudfattede ideer eller teoretiske ”skyklapper”, at der endog i den bevidste del af vores sind, er en masse uensartede elementer som er fulde af modstridende tendenser, hvorfra menneskets store kompleksiteter, ængstelser og modsætninger stammer. Dernæst så vi at der, udenfor den oplyste del af bevidstheden, foregik talrige psykiske aktiviteter af helt forskellig natur og værdi og på forskellige niveauer, lige fra elementære instinktive tendenser til de højeste manifestationer af kunstnerisk skabelse og spirituel oplysning.

Men efter at have slået dette fast, kan, eller rettere må vi betragte det andet aspekt af virkeligheden og tillægge det den betydning og værdi det fortjener. Psykiske elementer og tendenser eksisterer ikke side om side fuldstændig uafhængigt af hinanden, i konstant konflikt, kun mildnet af midlertidige kompromiser, alliancer eller sammensmeltning af instinkter og begær. Denne opfattelse, som de mere konventionelle psykoanalytikere mere eller mindre eksplicit holder fast i, er en pessimistisk og desperat teori, som heldigvis ikke svarer til virkeligheden.

Den er en afledning af empirikernes teori, som i nyere tid støttes af Condillac og andre kolleger, og generelt af det forløbne århundredes positivister og materialister. Men repræsentanter for denne opfattelse tog ikke det faktum i betragtning, og hvis de gjorde så kun delvist og helt utilstrækkeligt, at der i den menneskelige psyke er en anden grundlæggende tendens til forening og syntese , som er mere dybtgående og levende end den simple, mekaniske forbindelse mellem følelser og ideer.

Det er en tendens som udtrykker et universelt princip, hvis manifestationer findes på et elementært niveau forud for dannelsen af det individuelle psykiske liv, og som afløser det på et højere og mere vidtstrakt niveau, hvor der dannes en stor mellemmenneskelig og overmenneskelig syntese?