RA: Anvendelse af psykosyntese i undervisningen ville på en måde revolutionere hele ideen om, og praktisering af undervisning. Der er allerede en voksende tendens til at se undervisningen, ikke som ’det at give information’, men som en udvikling af barnets eller elevens personlighed. Men man kan gå langt videre og betragte uddannelse som en udviklingsproces med gradvis vækst hen imod voksenalder og modenhed, fordi potentialet allerede er der.

Her kan et andet billede hjælpe: det med frøet og den fuldt udvoksede plante, lad os sige et egetræ. I frøet findes alle egens potentialer. Så underviseren skal ikke komme med noget nyt. Han skal blot skabe de gunstigste betingelser for frøets sunde udvikling og vækst gennem den lille plante og frøplanten til det fuldt udvoksede træ. Det synes indlysende, men at anvende det i praksis vil på en måde være revolutionerende.

For eksempel bør en forælder i alle børn se en voksen der er ved at udvikle sig, og derfor behandle det som sådan, som en potentiel voksen – potentiel – og klart se de forskellige stadier i barnets udvikling, som hver især kræver en speciel håndtering. Det samme med en lærer. Det er en slags frem-kaldelse af latente muligheder. Det kan gøres individuelt og i grupper, og især gennem aktiviteter – barnets eller en gruppe børns kreative aktiviteter, som fasciliteres af lærerne, men ikke serveres ’færdigbagt’. Der findes alle mulige anvendelser af dette.

Man kan sige at undervisning i den forstand er et konstant eksperiment, og et konstant samarbejde mellem den voksne og barnet eller eleven.

BB: Det kan jeg godt lide – samarbejde mellem voksen og barn. Det synes at være indlysende, men hvor kan man se det anvendt i praksis? Vil du være så venlig at komme med et eksempel på, hvad du mener.

RA: Her er et aktuelt eksempel. Der var et område i USA, et bjergområde, hvor folk var temmelig fattige og overset af myndighederne, og der var hårdt brug for en skole. Men folk kunne ikke få den. Så kom der en kreativ lærer som sagde, ’Lad os bygge skolen selv.’ Og han samlede en gruppe halvvoksne unge mennesker og sagde til den, ’Lad os bygge en skole.’ De begyndte at fælde træer. De byggede et hus af træ, og lidt efter lidt møblerede de det og fik de nødvendige materialer. Og forældrene samarbejdede og gav penge og materialer og så videre. Men det var gruppen selv der byggede skolen under lærerens ledelse. Og han ledede ikke kun det fysiske arbejde. Han lærte dem alle mulige ting: prisen på tingene, om brug af penge, hvilke slags materialer, at bruge værktøj, at skaffe redskaber. Og han eksperimenterede og uddelte opgaver efter hvilke evner de unge mennesker havde. Og til sidst havde de fået ikke kun en skole, men en konfluent læring.

Det var det vigtigste resultat. I en forstand var den fysiske skole et biprodukt af en gruppe unge menneskers undervisning.

BB: Det er et smukt eksempel. Men i de skoler der allerede eksisterer, opstår chancen for en så revolutionerende opgave ikke ret tit. Det kan ikke lade sig gøre, fordi skolerne og lærerne er optaget af andet arbejde. Hvordan kan man bruge psykosyntese i nutidens klasseværelser?

RA: Klasseværelset skal lidt efter lidt blive en workshop, det vil sige et sted hvor kreative projekter opfindes og udføres i samarbejde. Men altid med målet for øje, at udførelsen af projektet ikke er det vigtigste. Det er kun en mulighed for at gøre gruppedeltagerne, inklusive læreren, fuldt funktionsdygtige. Selvfølgelig skal den bruges forskelligt i underskolen, gymnasiet og på universitetet. Så der er mulighed for at opfinde mange forskellige relevante projekter til hver enkelt situation. Det er for mig både interpersonel udvikling og psykosyntese.