RA: Dernæst kommer de sociale relationer, som er et meget vigtigt og presserende område, hvor psykosyntesen kan anvendes: mellem individer og grupper, mellem stadigt større grupper. Det fysiske legeme er et godt billede på den rette relation. En biologisk celle er et lille bitte individ i sig selv. Den har sine egne funktioner. Den modtager materiale fra blodet og lymfen og udsender nogle produkter. Men det er nødvendigt, for at den kan være sundt fungerende, at cellens omgivende membran hverken er for tyk eller for løs. Hvis den er alt for tyk bliver disse udvekslinger vanskelige eller holder helt op, og cellen dør. Hvis den er alt for løs, alt for gennemtrængelig, opløses cellen. Så det er et spørgsmål om den rette form for gennemtrængelighed.

Det samme sker med individer og grupper, og grupper og grupper. Lad os forestille os at cellen har en individuel bevidsthed og at den lidt efter lidt bliver bevidst om celler af samme slags, og lidt efter lidt om det organ de tilsammen danner, for eksempel en kirtel. Og derefter at denne kirtels individualitet udvider sin bevidsthed og ser sin relation med andre kirtler, og derefter med hele organet som leveren eller maven. Så kan disse store grupper af celler blive klar over at de hører til en hel organisme, og at deres virkelige formål, mening og funktion er hele organismens generelle sundhed. I et sundt menneskelegeme er der et utroligt gensidigt samarbejde mellem disse funktioner.

Desværre er vi i menneskeheden meget langt fra den situation. Men det er en model som vi skal arbejde hen imod i den humanistiske psykologi: rette relationer mellem par af individer, grupper af individer, grupper og grupper. Psykosyntesen kan i denne forstand kaldes for en udviklingsproces fra individet til det universelle gennem en række efterfølgende grupper der udvider sig. Det fine design på forsiden af dette magasin viser det godt. Ret relation fører til den grundlæggende identitet mellem individet og det universelle – det vi kan kalde livets centrale mysterium.