Roberto Assagioli (RA): Jeg plejer altid som det første at få spørgsmålet: Hvad er psykosyntese og hvori adskiller den sig fra andre terapier og opfattelser af den menneskelige personlighed. Ét: den er baseret på erfaring. Den er empirisk og eksistentiel i den forstand, at den er et resultat af mine egne og andres erfaringer. Beskrivelsen af teorierne er ikke teoretiske. Den er en beretning om subjektive erfaringer.

Lad os antage at der er et centrum i den menneskelige personlighed, en kerne, et bevidst selv, som ikke er hele personligheden, men kun et punkt af ren selvbevidsthed – en iagttager af al personlighedens indhold. Hvordan kan denne hypotese verificeres? Gennem en række eksperimentelle teknikker.

Den grundlæggende teknik er øvelsen i bevidsthedens dis-identifikation fra alle personlighedens forskellige indhold, med den efterfølgende afsløring eller afdækning af selvet – ren selv-bevidsthed/opmærksomhed. Det er grundigt beskrevet i Psykosyntese.

Øvelse i dis-identifikation

Jeg anbringer mit legeme i en behagelig og afslappet stilling med mine øjne lukkede …

Det første jeg gør, er med overbevisning at bekræfte og blive bevidst om at:

’Jeg har et legeme, men jeg er ikke mit legeme. Mit legeme kan opleve sig i forskellige helbredstilstande...’

’Jeg har følelser, men jeg er ikke mine følelser. Disse følelser er utallige …’

’Jeg har begær, men jeg er ikke mine begær, som er vækket af mine psykiske og følelsesmæssige drifter og af ydre påvirkninger …’

’Jeg har et intellekt, men jeg er ikke mit intellekt. Det er mere eller mindre udviklet og aktivt…’

Efter denne dis-identifikation af ’jeg’et’ fra dets bevidsthedsindhold (sansninger, følelser, begær og tanker), ’erkender og bekræfter jeg, at jeg er et centrum af ren selv-bevidsthed…’.

(Fra Psykosyntese, kap. IV).

Dis-identifikationsøvelsen baserer sig på forståelsen af, at vi i vores personlighed har mange ting, men at vi ikke er disse ting. Fx har vi et legeme, men vi er ikke dette legeme. Vi har følelser, men vi er ikke følelserne, for disse veksler, er modstridende og så videre, mens selv-bevidstheden altid er den samme. Når vi for eksempel siger, ’jeg er træt’ er det en misforståelse af den psykologiske grammatik. ’Jeg’ kan ikke være træt; legemet er træt. Så den korrekte formulering ville være, ’mit legeme er træt.’

I stedet for at sige, ’jeg er vred’, kan man sige, ’følelsen af vrede er til stede i mit selv, i min bevidsthed .’ Og det samme med sindet . Det arbejder hele tiden og registrerer mange ting. Men jeg er ikke sindet. ’Jeg har et sind, men jeg er ikke et sind.’ Hvad er der så tilbage? Kun ’jeg’, iagttageren af hele panoramaet, af blændværket, af det skiftende personlige liv.

Beverly Besmer (BB): Det er et levende billede. Jeg ønskede at få tydeliggjort, at den betydning du tillægger selv-identifikation og dis-identifikation adskiller sig fra andre gængse anvendelser af begreberne. Jeg har også en oplevelse af at der er en tendens til at undervurdere øvelsens positive skub. Det er et enkelt og forbløffende eksperiment som betaler sig.

RA: Problemet er, at hverken psykologer eller andre hidtil har foretaget dette enkle eksperiment. Det er et ligeså videnskabeligt eksperiment som dem de foretager med rotter eller på andre måder. Alle, som ærligt og villigt har foretaget dette eksperiment, er nået til den samme konklusion.

BB: Har det nogen forbindelse med meditation?

RA: For at styrke og gøre iagttagerens rene selv-bevidsthed stabil, er det nødvendigt med perioder af indre stilhed, som bliver gradvis længere, for at skabe det der kaldes det tomme rum i bevidsthedsfeltet .

Så opdager man en anden vigtig funktion af selvet: det er ikke blot en iagttager, men kan også være aktivt og ændre personligheden. Det vil sige, at det kan styre og regulere psykens forskellige funktioner. Det kan være en der vil.