Af Roberto Assagioli , M.D. Oversættelse Kirsten Hansen
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Blandt psykoterapeuter er Jung en af dem der kommer nærmest og er mest beslægtet med psykosyntesens begreber og udøvelse. Men omfanget af hans arbejder er så stort, og hans emner dækker så mange forskellige områder, at en komplet undersøgelse heraf ville kræve en bog af betragtelig størrelse. Jeg må således begrænse mig til en sammenlignende undersøgelse af nogle af de områder, der mere direkte angår psykosyntesen; dvs. den menneskelige psykes struktur; de psykiske energiers dynamik; metoderne anvendt i den psykologiske terapi og i undervisning.

Den sammenlignende fremgangsmåde er meget givende, fordi den sætter de respektive standpunkter i relief med hensyn til, hvor der er overensstemmelse eller divergens. Men sammenligning implicerer ikke vurdering eller kritik; og jeg vil forsøge at være så objektiv som mulig, at holde mig til kendsgerninger og overlade det til læseren at drage sine egne konklusioner.

Carl Gustav Jung var en ivrig forsker og en kyndig terapeut, som udførte og udviklede sit arbejde med et sind uden fordomme og akademiske bånd. Hans liv indeholdt ingen usædvanlige træk eller dramatiske begivenheder; han er født i Schweiz og levede hovedsageligt i Küsnacht med sin familie i et komfortabelt men ikke luksuriøst hus, som lå tiltalende placeret ved bredden af Zürichsøen. I den anden del af sit liv rejste han imidlertid og tilbragte betragtelige perioder udenlands (i Indien, Afrika og Amerika), hvor han studerede befolkningens skikke og gamle civilisationers karakteristika. Strømmen af besøgende fra alle lande fik en venlig modtagelse hos ham, og jeg har levende erindringer om behagelige og livlige samtaler med ham i hans bogfyldte arbejdsværelse fyldt med mærkelige eksotiske genstande.

Han havde store og alsidige talenter: Han besad en dyb menneskelig indfølingsevne, en umættelig tørst efter viden, en beundringsværdig integritet og intellektuel beskedenhed kombineret med en ægte erkendelse af sin egen, men også andres begrænsninger. I The Psychology of the Unconscious tøver han ikke med at indrømme:

”Arbejdet i dette område er pionerarbejde. Jeg er ofte kommet på vildspor og mange gange været tvunget til at gå tilbage og lære fra begyndelsen. Men jeg er klar over det og affinder mig derfor med at måtte indrømme, at som dagen opstår af natten, således fødes sandhed af fejltagelse.

Men jeg har aldrig været bange for at begå fejl, ej heller har jeg alvorligt fortrudt fejl. Videnskabelig forskning var for mig aldrig koen, der gav mælk, og ikke engang et middel til at opnå prestige, men ofte en bitter konfrontation med virkeligheden, påtvunget mig af mine daglige psykologiske erfaringer blandt de syge. Derfor er ikke alt hvad jeg præsenterer skrevet med hjernen, og ikke så lidt med hjertet, og den velvillige læser bedes ikke at glemme dette, når han følger hovedretningen i den intellektuelle argumentation og der støder på brud, som ikke bliver genoprettet tilfredsstillende. Man kan kun forvente et harmonisk forløb af præsentationen, når man skriver om allerede kendte ting. Når man i stedet for søger nye metoder tvunget af nødvendigheden af at skulle hjælpe og helbrede, er man nødsaget til at tale om ting, som ikke er kendte.