C.G. Jung og Psykosyntese

Assagioli fortæller at Jungs psykologi er den der kommer tættest på psykosyntesen. I denne artikel trækker han forskellen op mellem analytisk psykologi og psykosyntesen og giver mange eksempler på det der kendetegner psykosynteseterapi

Af Roberto Assagioli , M.D. Oversættelse Kirsten Hansen
(Tip: ønsker du at udprinte så benyt printerikonet i højremenuen.)

Blandt psykoterapeuter er Jung en af dem der kommer nærmest og er mest beslægtet med psykosyntesens begreber og udøvelse. Men omfanget af hans arbejder er så stort, og hans emner dækker så mange forskellige områder, at en komplet undersøgelse heraf ville kræve en bog af betragtelig størrelse. Jeg må således begrænse mig til en sammenlignende undersøgelse af nogle af de områder, der mere direkte angår psykosyntesen; dvs. den menneskelige psykes struktur; de psykiske energiers dynamik; metoderne anvendt i den psykologiske terapi og i undervisning.

Den sammenlignende fremgangsmåde er meget givende, fordi den sætter de respektive standpunkter i relief med hensyn til, hvor der er overensstemmelse eller divergens. Men sammenligning implicerer ikke vurdering eller kritik; og jeg vil forsøge at være så objektiv som mulig, at holde mig til kendsgerninger og overlade det til læseren at drage sine egne konklusioner.

Carl Gustav Jung var en ivrig forsker og en kyndig terapeut, som udførte og udviklede sit arbejde med et sind uden fordomme og akademiske bånd. Hans liv indeholdt ingen usædvanlige træk eller dramatiske begivenheder; han er født i Schweiz og levede hovedsageligt i Küsnacht med sin familie i et komfortabelt men ikke luksuriøst hus, som lå tiltalende placeret ved bredden af Zürichsøen. I den anden del af sit liv rejste han imidlertid og tilbragte betragtelige perioder udenlands (i Indien, Afrika og Amerika), hvor han studerede befolkningens skikke og gamle civilisationers karakteristika. Strømmen af besøgende fra alle lande fik en venlig modtagelse hos ham, og jeg har levende erindringer om behagelige og livlige samtaler med ham i hans bogfyldte arbejdsværelse fyldt med mærkelige eksotiske genstande.

Han havde store og alsidige talenter: Han besad en dyb menneskelig indfølingsevne, en umættelig tørst efter viden, en beundringsværdig integritet og intellektuel beskedenhed kombineret med en ægte erkendelse af sin egen, men også andres begrænsninger. I The Psychology of the Unconscious tøver han ikke med at indrømme:

”Arbejdet i dette område er pionerarbejde. Jeg er ofte kommet på vildspor og mange gange været tvunget til at gå tilbage og lære fra begyndelsen. Men jeg er klar over det og affinder mig derfor med at måtte indrømme, at som dagen opstår af natten, således fødes sandhed af fejltagelse.

Men jeg har aldrig været bange for at begå fejl, ej heller har jeg alvorligt fortrudt fejl. Videnskabelig forskning var for mig aldrig koen, der gav mælk, og ikke engang et middel til at opnå prestige, men ofte en bitter konfrontation med virkeligheden, påtvunget mig af mine daglige psykologiske erfaringer blandt de syge. Derfor er ikke alt hvad jeg præsenterer skrevet med hjernen, og ikke så lidt med hjertet, og den velvillige læser bedes ikke at glemme dette, når han følger hovedretningen i den intellektuelle argumentation og der støder på brud, som ikke bliver genoprettet tilfredsstillende. Man kan kun forvente et harmonisk forløb af præsentationen, når man skriver om allerede kendte ting. Når man i stedet for søger nye metoder tvunget af nødvendigheden af at skulle hjælpe og helbrede, er man nødsaget til at tale om ting, som ikke er kendte.

Denne tilståelse fra Jung bør i højeste grad påskønnes. Hans forståelse af relativiteten af vor viden og erkendelsen af det uundgåelige subjektive element hos enhver forsker fik ham til at sky alle systematiske formuleringer og kategoriske udtalelser. Han indtog en fast position baseret på psykologisk erfaring og den empiriske metode, hvorved han demonstrerer en sand videnskabelig ånd. Imidlertid kombinerede han ovenstående med nogen mangel på præcision i tankegang og skrift og en uvillighed til at vedgå en substantiel virkelighed der transcenderer den rene psykologiske sfære. Denne begrænsning viser imidlertid, hvor uretfærdig beskyldningen for ”mysticisme” var, som blev rettet mod ham mange gange. Et sådan angreb viser en mangel på forståelse af både Jung og mysticisme. I virkeligheden er de to standpunkter ikke alene forskellige men også helt uforenelige. Mystikeren tror fast på Gud´s eksistens, på en Universel Ånd; han er overbevist om, at han er, eller at han har været i en tilstand af forening med den transcendentale Virkelighed. Jung derimod antager en agnostisk holdning overfor dette; han vedgår erfaringens subjektive, ”psykologiske” virkelighed, men hævder at dens essentielle, transcendentale virkelighed ikke kan anses som værende påvist. Dette kan anses som en fortjeneste eller en begrænsning alt efter synspunkt. I alle tilfælde frikendes Jung for anklagen for mysticisme—en alvorlig anklage efter nogle menneskers mening.

Lad os nu gå i gang med psykologiens fundamentale problem: psykens struktur. Jung har en skarp fornemmelse for, hvor kompleks den menneskelige psyke er. Sagt med hans egne ord: ”Vores psykiske natur er så kompleks og mangesidet at den ikke er til at forestille sig.” Han har fremhævet den relative autonomi af psykens forskelligartede indhold, og eksistensen af forskellige, ofte helt uforenelige delpersonligheder eller personaer, som han kalder dem. (På latin ”masker”).

Han skelner imidlertid mellem disse personaer - som også svarer til sociale, interpersonelle roller og funktioner — og den ”indre personlighed”. Efter hans opfattelse er ”den indre personlighed ens adfærdsform i relation til de indre psykiske processer. Jeg betegner holdningen udadtil eller den ydre karakter persona. Jeg betegner holdningen indadtil anima eller sjælen”. (Psychological Types, p. 593)

Hvad angår de psykiske funktioner skelner Jung som bekendt mellem fire grundlæggende: sansning, følelse, tænkning og intuition . Her adskiller han sig fra næsten alle andre psykologer ved sin accept af intuitionen som en normal psykisk funktion hos mennesket. Psykosyntesen har samme holdning og lægger megen vægt på vigtigheden og værdien af intuitionen, og på nødvendigheden af dens udvikling. I henhold til Jung er det den psykiske funktion, som tillader perceptioner at stige op fra det ubevidste , og er årsag til at deres indhold bryder frem som komplette helheder. Han fortsætter: ”intuitiv erkendelse har derfor en iboende karakter af sikkerhed og overbevisning, som gjorde Spinoza i stand til at opretholde ´scientia intuitiva´ som den højeste form for erkendelse.”

Blandt nyere fortalere for intuition har den største været ikke en psykolog men en filosof – Henry Bergson. Meget kan siges om intuition, men jeg vil blot nævne, at der er forskellige typer og niveauer: Bergson´s intuition, som hovedsagelig opstår på den almindelige personligheds niveau, afviger meget fra Plotins´, som udelukkende er spirituel . Jung understreger, at intuition findes på begge nævnte niveauer, hvor den fremstår som værende forskelligartet, men fundamental er den samme.

En vigtig forskel fra psykosyntesen findes i forbindelse med de psykologiske funktioner. Psykosyntesen hævder, at Jungs fire fundamentale funktioner ikke giver en komplet beskrivelse af det psykologiske liv; men at der er andre funktioner, som er lige så fundamentale og derfor bør inkluderes. Den første er forestillingsevnen. Jung´s manglende anerkendelse af forestillingsevnens funktion forekommer besynderlig i lyset af, at han tilskriver billeder og symboler så stor betydning. Forklaringen er, at han tror, at forestillingsevnen formår at vise sig i de fire andre funktioner. Men han hævder dette uden at påvise det, eller beskæftige sig med det Det synes umuligt at vedgå, at fantasi eller forestillingsevne kan manifestere sig i forbindelse med ”sansning”, som er en perception via sanserne af den eksterne virkelighed; dvs. af påvirkninger fra den ydre verden. På den anden side giver andre psykologer med rette forestillingsevnen en fundamental plads i det psykologiske liv.

En anden gruppe funktioner som bør have samme overvejelser er de ”dynamiske eller målrettede” funktioner (fra det græske ord ”orme, som betyder tendens eller impuls).

Denne gruppe omfatter instinkter, tendenser, impulser, begær og aspirationer, således alt som tilskynder til handling. Begær indgår blandt disse målrettede aktiviteter, skønt begær generelt beskrives udelukkende eller i det mindste hovedsagelig ved sit subjektive aspekt - begær som noget man føler, en emotion man har. Men dette er kun dets subjektive aspekt; i virkeligheden er og har begær en dynamisk energi, som driver til handling. Det er blevet sagt om begær, at det er en oprindelig tendens, den tillokkende impuls mod ikke-selvet. The Dictionary of Psychological and Psychoanalytical Terms af H. og E. English (New York, Longmans Green, 1958), en fremragende samling præget af objektivitet, definerer begær som noget aktivt, der beskrives med termerne ”ønske”, ”behov”, ”trang” til at eje. The Lexique de Philosophie af A. Bertrand bemærker: ”Ifølge Spinoza er begær en basal tendens til at overleve”.

Det kan forekomme overraskende at viljen ikke indgår blandt disse aktive tendenser. Men der er en fundamental forskel mellem drifter, impulser og begær på den ene side og viljen på den anden. Vi kan alle bekræfte forskellen mellem dem, selv modsætningen; man kunne sige at ”menneskets betingelse” er en konstant konflikt mellem drifter, impulser, begær og viljen.

På en vis måde er viljen noget af et mysterium, og hvis akademiske psykologer har forsømt begær, har de stort set ignoreret eksistensen af viljen. Jeg vil i denne forbindelse citere ovennævnte Dictionary of Psychological and Psychoanalytical Terms. Under punktet ”vilje” og ”viljeshandling” står der: ”Videnskabelig psykologi er endnu ikke nået frem til, hvorledes disse begreber skal defineres eller anvendes; dog synes det umuligt at undvære et begreb for adfærdsmønstre karakteriseret som viljeshandlinger, som adskiller sig fra andre mønstre på forskellige måder, der er dårlig beskrevet.” Selv om dette er vagt udtrykt, bemærker man en modstræbende indrømmelse, som går ud på, at der findes dette forstyrrende element i psykologien, som er viljen.

En af årsagerne til dette mysterium om viljen skyldes dens nære tilknytning til ”Jeg”et, subjektet, bevidsthedens centrum. I virkeligheden er alle funktioner et levende, selv-bevidst væsens funktioner og hører således til et ”Jeg”. Det er ”Jeg”et, som føler og tænker, som begærer, forestiller sig og vil noget – frem for alt vil noget – og fordi man generelt har en vag og tåget fornemmelse af selvet , af selv-bevidstheden, er det ikke overraskende at fornemmelsen af dens basale funktion – viljen – er lige så forvirret og svag. Nedenstående diagram skulle omtrentligt vise denne psykologiske struktur.

BEVIDSTHEDENS CENTRUM OG DE PSYKOLOGISKE FUNKTIONER

Trianglerne der starter fra den centrale cirkel repræsenterer de psykiske funktioner: Sansning, emotion, forestilling, impuls og begær, tanke og intuition. Viljen indtager en anden position end de andre, en central position der indikeres af det cirkulære område der omslutter selvbevidsthedens punkt, ”Jeg”et eller Egoet.

Vi kommer nu til den retning den psykiske energi kan have, og går således fra det beskrivende til det dynamiske aspekt. Et af Jung´s mest værdifulde bidrag var opdagelsen og beskrivelsen af to fundamentale psykologiske typer baseret på den psykiske energis retning - om den var udadvendt eller indadvendt , og således ”ekstrovert ” eller ”introvert ”. Jeg bør straks nævne, at det mindre er et spørgsmål om ”typer” i en præcis og statisk betydning, men mere livsenergiens (the vital interest) fremherskende retning, og hermed dens konsekvente vurderinger, valg og handlinger. Denne dominerende tendens kan være stærk (f.eks. ved at angive denne intensitet i procent – halvfems procent) eller svag (tres procent eller lad os sige fyrre procent). Det er ikke nødvendigt at beskrive det karakteristiske ved ekstrovert og introvert; på nuværende tidspunkt er det almen viden. Det er værd at huske på, at denne herskende tendens kan udvise ekstreme, endog patologiske variationer. Ekstrovert adfærd kan iagttages i sin næsten rene form ved maniske tilstande, introvert adfærd ved melankoli og depression.

Livsenergiens retning er følsom for ændringer og svingninger gående fra det normale og moderate til det ekstreme og patologiske. Ekstremerne i skift ses ved cyclothimia og manio-depressive psykoser, som kan have, eller ikke kan have ligevægtige perioder ind imellem. Yderligere kan skiftene være langsomme eller hurtige, cyklerne lange eller korte. Det er interessant at observere, hvorledes et normalt skift sker i relation til de forskellige aldre fra fødsel til alderdom. Barnet er helt introvert, helt opslugt af sine organfornemmelser. Som barndommen skrider frem bliver det tiltagende ekstrovert og retter sin interesse mod den eksterne verden. Teenageren vender tilbage til introversion, når opvågnen af energier, følelser og emotioner skaber problemer og kriser, hvilket får ham til at rette sit fokus mod sig selv. Dette giver generelt igen plads til en ekstrovert holdning idet den unge mand og voksne involveres i forhold med andre (personlige og sociale) og i aktiviteter rettet mod profession. Modenhed og særlig alderdom skaber en tilbagevenden til introversion, ledsaget af uengagerethed og svindende interesse i den ydre verden og af en tendens mod et indre liv, eftertanke og lidenskabsløs iagttagelse.

Ved at kombinere tendensen til ekstroversion eller introversion med de fire psykologiske funktioner postulerer Jung, at han når frem til en klassifikation af otte funktionstyper: Den ekstroverte sansetype, den ekstroverte emotionelle, den ekstroverte mentale, den ekstroverte intuitive, og fire korresponderende introverte typer. Men denne og andre klassifikationer udsætter dem, som bruger dem, for faren for at skematisere og rubricere, for at hælde til den (så nemme!) tendens til at sætte mærkater på mennesker. Vi må være på vagt overfor at overse de mangfoldige og komplekse facetter ved den menneskelige virkelighed. Det er for let at se på andre som ”objekter” i stedet for ”subjekter”. At sætte mærkater på og dermed forbundne dømmende eller oftere nedsættende holdninger skaber fjendtlige reaktioner, undertiden intense, hvilket er grundigt bevist.

Men til de otte funktionstyper, som Jung opdagede, må yderligere tilføjes nogle. Modsatte typer kan samtidigt associeres med forskellige niveauer i den samme personlighed. F. eks. kan en mand være overvejende ekstrovert fysisk, introvert emotionelt og igen ekstrovert mentalt. Hans vilje kan ligeledes være ekstrovert eller introvert. Yderligere må der skelnes således: Livsenergiens retning er genstand for to separate ”modaliteter” eller holdninger: den aktive og den passive. Jung nævner dette, men udvikler ikke dette punkt yderligere, hvilket efter min mening har en fundamental betydning. En passiv ekstrovert præget af overdreven følsomhed, som ligger under for enhver ydre indflydelse og som domineres af andres vilje er meget forskellig fra en aktiv ekstrovert, som er tilbøjelig til at dominere ting og mennesker, til at bøje dem efter sin vilje. I denne betydning er de modsatte typer.

Her må tilføjes det faktum, at der er to andre retninger som livsenergien kan tage, og som bør erkendes og have den største opmærksomhed; det er retningen nedad i dybden mod det lave som kan benævnes subversion, og retningen opad mod det højere eller supraversion. Subversion er tendensen til at dumpe ned i det ubevidste i dets lave aspekter; og det kan siges at være afdelingen for ”dybdepsykologi” i dens snævrere betydning (”nedstigningen til helvede”) og kan sammenlignes med undervandssport. Freudiansk psykoanalyse udviser en næsten ensidig interesse for de lavere aspekter af den menneskelige natur.

I supraversion er der på den anden side en vital interesse for og søgning mod de højere aspekter af psyken, mod det overbevidste , mod spirituelle oplevelser. Dette kan som kontrast til undervandssport sammenlignes med bjergbestigning. Jung skal have æren for at have opdaget og påvist, at der i mennesket findes en naturlig søgen mod det høje, at der er et ægte behov for spirituel tilfredsstillelse, som han opfattede som instinktiv. Han fremhævede at tilsidesættelse eller fortrængning af dette behov kan skabe alvorlige neuro-psykiske og psykosomatiske forstyrrelser.

Der er en anden vigtig forskel end livsenergiens retning, og det er forskel i kvalitet. Der kan forekomme en retning mod det overbevidste, men af lavere kvalitet: drømmeren, den passive idealist, den sterile teoretiker, utopisten er eksempler på den overbevidste retning af lavere kvalitet. Der er således også en retning mod det lavere ubevidste men af høj kvalitet som videnskabelig undersøgelse og udforskning af de lavere aspekter af det ubevidste, som kan betegnes som psykologisk geologi og arkæologi.

Skønt jeg ikke nu kan diskutere psykosyntesens opgaver i forbindelse med de forskellige retninger livsenergien kan tage, bør jeg nævne, at der også er andre psykologiske typer, som stammer fra forskellene i personlighedens ”struktur”. Der er individer, der er relativt sammenhængende, godt ”struktureret” endog rigide. På den anden side er der andre, som er diffuse, bestandigt skiftende. Andre har igen for sædvane at være modstridende eller ambivalente.

Alt dette viser den menneskelig psykes store kompleksitet og det umulige i at rubricere efter et system eller en beskrivelse, som man er nået frem til ud fra en enkelt synsvinkel. Kun summen af de forskellige synspunkter, af de forskellige tilgange eller ”referencerammer”, kan give en mindre fejlagtigt opfattelse af psyken hos det mærkelige væsen, medlemmet af det fjerde naturrige – det menneskelige væsen.

Indtil nu har jeg knapt nævnt det ubevidste . Dets eksistens er på nuværende tidspunkt generelt accepteret med undtagelse af nogle få psykiatere og psykologer, som er bundet til begreber, som udviklingen er løbet fra.

Ifølge Jung er det ubevidste et specielt psykologisk begreb og omfatter alle de psykologiske elementer, indhold og processer, som ikke forbindes med ”Jeg”et eller Egoet ad bevidst vej. Derfor hævder Jung, at det ubevidste ikke har noget ”personligt centrum”. Dette er i overensstemmelse med psykosyntesen, som advarer mod tendensen til at gøre det ubevidste til en selvstændig ”helhed”, næsten en personlighed, som er mere eller mindre i overensstemmelse med eller i modsætningen til det bevidste. ”Ubevidst” bør anses for et adjektiv, ikke et substantiv, hvilket jeg har understreget andetsteds, og det beskriver en midlertidig tilstand af ”psykens indhold”, som kunne have været bevidst før og kunne blive det igen.

Jungs mest betydningsfulde bidrag til det ubevidstes psykologi repræsenteres af hans udstrakte studier af det kollektive ubevidste . Før ham havde psykoanalysen næsten udelukkende beskæftiget sig med studiet af det personlige ubevidste. Jung viste således det store indhold af kollektive psykologiske elementer og kræfter, som udøver en stærk virkning på menneskets personlighed. I mit skema over psykens struktur ligger det kollektive ubevidste uden for den personlige psyke. (Se diagrammet lidt længere fremme) Skillelinjen er stiplet, for at vise den stadige udveksling, som finder sted mellem det kollektive og det personlig ubevidste. Det ubevidste findes på alle niveauer i den personlige såvel som den kollektive psyke.

Det kollektive ubevidste er en enorm verden, som strækker sig fra det biologiske til det spirituelle niveau, hvorfor der må skelnes mellem oprindelse, beskaffenhed, kvalitet og værdi. Det bør bemærkes, at Jung ofte ignorerer disse sondringer: han taler om det kollektive ubevidste under ét, og er tilbøjelig til at sammenblande det han kalder ”arkaisk”, dvs. hvad der stammer fra den urgamle kollektive menneskelige erfaring, med det der er højere (vi ville kalde det det overbevidste ), og som befinder sig i den spirituelle sfære. Jung taler således om ”arketyper” som ”forestillinger”; men undertiden beskriver han dem som arkaiske, race forestillinger, der er ladet med en stærk emotionel tone, som har akkumuleret sig igennem århundrederne. Ved andre lejligheder behandler han dem som principper, som ”ideer”; og han foreslår selv deres beslægtethed med Platons ideer. I virkeligheden er der ikke kun en forskel men en reel modsætning mellem disse to opfattelser af ”arketyper”. Denne forvirring får forskellige konsekvenser, der bør diskuteres, diskuteres på teoretisk niveau, for der er risiko for at skade i terapisituationen, hvilket jeg vil få lejlighed til at nævne, når jeg behandler Jungs terapi. Efter min mening kan det uden at være respektløst siges, at Jung selv har været domineret af den potente fascination af det kollektive ubevidste, som han opfordrer sine patienter at være på vagt overfor.

Jung mener med rette at symboler og symbolik er af stor betydning, hvilket han helligede en stor del af sine studier. Han opdagede, at et og samme symbol kunne have flere meninger, i modsætning til den alt for hyppige tendens til at udlægge et symbol på kun én måde baseret på den forudfattede teori hos den tilfældigt udlæggende person. Jung viste, at det samme symbol kan have forskellige meninger, ikke kun i forskellige individuelle tilfælde, men også hos den samme person. Han påviste yderligere, at der er regressive og progressive symboler, symboler der relaterer til den arkaiske symbolik i det kollektive ubevidste, og symboler der viser forsøgene, anstrengelserne på at løse visse problemer, for at skabe visse udviklinger. Jung hævder, at nogle symboler er budskaber fra det ubevidste (vi ville sige fra det overbevidste) til den bevidste personlighed, og han anvender ofte disse progressive symboler i sin behandlingsmetode.

Vi er nu kommet til et vigtigt emne: spiritualitet og religion. Det er Jungs store fortjeneste (sammen med meget få moderne psykologer), at han har opdaget og beskrevet de spirituelle behovs eksistens og betydning. Han hævdede, at mennesket har et behov for at finde frem til en mening med livet, at forstå det har en værdi og et formål af spirituel karakter. Han konstaterede at mange neuro-psykiske forstyrrelser har sin rod i manglende tilfredsstillelse af dette behov eller dets fortrængning . For at citere ham selv: ”. . .manglende mening med livet er en sjælesygdom, som vor tid endnu ikke har forstået den fulde udstrækning og betydning af.” (Jung, ”The Soul and Death,” in Spring, 1945, p. 415). Han indrømmer derfor fuldstændig betydningen af den spirituelle faktor, og af religion for så vidt de reflekterer spirituelle værdier og fremmer tilfredsstillelsen af spirituelle behov.

På den anden side, skønt Jung havde psykiske oplevelser på et højt niveau, er der ikke bevis for, at han havde den direkte oplevelse af en spirituel, metafysisk virkelighed. Dette kan formodes ud fra hans udtalelser om agnosticisme. Han insisterer på en adskillelse mellem spirituel bevidsthed , som en subjektiv tilstand og en formodet metafysisk, transcendental virkelighed; og skønt han bekræfter eksistensen og værdien af den første, udtaler han sig ikke om den sidstnævnte. Han går så vidt at udtale at Gud er en ”psykologisk funktion” hos individet. Han afviser ikke kategorisk muligheden af Guds eksistens, men siger den objektive virkelighed ikke kan påvises.

Jung kan i denne henseende kobles sammen med den store amerikanske psykolog William James, som i sine forelæsninger om ”The Varieties of Religious Experience” (mangfoldigheden af religiøse oplevelser), som han meget modigt holdt i begyndelsen af dette århundrede, fremfører muligheden og vigtigheden af en videnskabelig psykologisk undersøgelse af religiøse erfaringer. James havde ikke - som han siger – direkte religiøse oplevelser; og denne mangel hos både James og Jung gør deres anerkendelse af realiteten og værdien af den spirituelle oplevelse endnu mere bemærkelsesværdig. Her er beviset på den sande videnskabelige ånd, som indrømmer eksistensen af bestemte forhold, hvis de er blevet konstateret og dokumenteret, selv hvis man ikke har verificeret dem personligt.

Et andet vigtigt emne - Egoet og Selvet – bliver behandlet i de følgende afsnit omhandlende anvendelse af psykosyntese inden for terapi og uddannelse .

Jung anses for en forsker, en opdagelsesrejsende i psykens udstrakte og lidet kendte territorium, men vi kan tilføje, at han var en modig og strålende pioner, som åbnede nye veje og gav menneskets sind nye dimensioner. Han bidrog meget til psykologiens frigørelse fra en ren beskrivende objektivitets snærende bånd og udvidede dets område umådeligt ved at påvise eksistensen og værdien af de højere psykologiske funktioner, af de spirituelle niveauer og behov.

Desuden, som vi efterfølgende skal se, viser han vejen til frigørelse fra de styrende pres på personligheden og fra de magtfulde indflydelser, som udøves af billeder og strukturer i det kollektive ubevidste . På denne måde gav han effektiv hjælp til at befordre ”individuation”sprocessen, opdagelsen og udviklingen af ens sande væsen, ens Selv.

Jungiansk terapi kontra psykosyntese

En sammenlignende oversigt over Jungs terapeutiske metode og den, eller snarere mere præcist de, som anvendes i psykosyntesen, afslører en stor overensstemmelse med hensyn til de ønskede mål; men også nogle markante forskelle med hensyn til de anvendte metoder og teknikker. En af Jungs største fortjenester har været hans modstand mod det ”patologiske”, som stadigvæk har en næsten uimodsagt magt over den officielle lægevidenskab indbefattet psykoterapien. Opmærksomheden rettes hovedsagelig mod sygelige manifestationer, særligt mod undersøgelser af symptomer og deres kvantitative vurdering ved hjælp af talrige undersøgelser og analyser. Målet er at formulere en diagnose , dvs. at give sygdommen et ”navn”. Når dette er lykkedes, fortsætter man med ”bekæmpe” sygdommen, ofte ved at bekæmpe med medicinske ”kanoner” uden bekymring for mulige skader på sundt væv og organer. I den seneste tid er en reaktion mod yderligheder af denne art imidlertid blevet synlig i de lægevidenskabelige cirklers officielle rækker. Bøger og artikler er nylig udkommet, som angiver fysiske og psykiske forstyrrelser og sygdomme forårsaget af uhensigtsmæssig medicinering.

En række læger har taget et skridt i den rigtige retning; læger udstyret med en menneskelig holdning og sans for relativitet, idet de understreger, at i virkeligheden er der ikke ”sygdomme” men kun ”syge individer”, hos hvem den samme syge tilstand antager forskellige former og forskelligt forløb. Men indtil nu er det kun en lille minoritet, som har denne holdning og tillægger den tilstrækkelig betydning. Dette repræsenterer desuden kun et indledende skridt, som i sig selv ikke er tilstrækkeligt: vi befinder os stadig i det ”patologisk” felt. Det næste og afgørende fremstød – som kan synes revolutionerende – er at gå ud fra den ”sunde tilstand” og betragte mennesket som et fundamentalt sundt væsen, som har et mere eller mindre midlertidigt ødelagt eller dårligt fungerende organ, men hvis biologiske kræfter altid vil stræbe efter at genoprette harmoni, den sunde tilstand. Mange symptomer betragter man således ikke længere som et direkte udtryk for sygdommen, men opfattes som den sunde organismes forsvarsreaktioner mod syge elementer. Et typisk eksempel på en sådan forsvarsreaktion er feber; og det er derfor ofte fejlagtigt og endog skadeligt at bekæmpe feber med feberstillende midler.

Den officielle lægevidenskabs ”patologiske” indstilling er blevet mødt af en reaktion, som støtter nogle lægers og mange ikke-lægelige healeres brug af ”natur behandlinger”. Desværre antager denne reaktion ikke så sjældent vidtgående, undertiden fanatiske former. Den officielle terapi har haft stor og indiskutabel succes, og har reddet mange liv, og alt det gode den indeholder, kan og må man ikke kassere. Antibiotika er et godt eksempel på denne situation: moderat brug i passende tilfælde kan have stor terapeutisk gavn, men misbrug kan forårsage en hel del skade.

Også her bør syntese princippet anvendes. Uforenelige modsætninger eksisterer ikke. Modsatrettede holdninger og metoder kan forenes i en konstruktiv syntese. Forholdet kan også formuleres på denne måde; det drejer sig ikke om ”dette eller hint” men om ”dette og hint”; det er i hvert tilfælde et spørgsmål om at finde den rigtige tilpasning, den passende integration, syntesen af hvad der synes som modsætninger og i stedet for supplerer hinanden.

Alt dette passer også på området for neuro-psykiske forstyrrelser og fysiske sygdomme med psykologisk oprindelse (psykosomatiske forstyrrelser). Også her og specielt inden for dette område har diagnose mærkaten ofte en meget relativ betydning. Man finder kombinationer af symptomer, som ikke kan rubriceres i overensstemmelse med ”sygdommene” beskrevet i psykiatriske behandlinger. Her er der også ”forsvars strukturer”, oprettet af patientens psyke, som skal erkendes og ikke nedbrydes, før man har fundet ude af at erstatte dem med andre og bedre mønstre. Udøvelse af psykoterapi er ofte rettet mod at ”bekæmpe” symptomer og forstyrrelser og ignorerer, hvad der er sundt og under tiden af højere kvalitet hos patienten.

Som jeg har nævnt, reagerede Jung heftigt mod en sådan ”sygeliggørelse” og erklærede: ”Jeg foretrækker at forstå mennesket ud fra et sundt perspektiv”.(Cahen, La Guérison Psycholgique, Librairie de L´Université , Georg et Cie, Geneva, p. 180.) Jungs holdning her er i fuldstændig overensstemmelse med psykosyntesens basale principper.

Lad os mere detaljeret undersøge den terapi Jung anvendte. Denne undersøgelse frembyder imidlertid vanskeligheder af forskellige grunde. Først og fremmest erkender Jung åbent den uendelige forekomst af menneskelige væsener og betingelser, og derfor nødvendigheden af at bruge forskellige psykoterapeutiske metoder tilpasset hver enkelt patients natur og specielle situation. Således udtrykker han det: ”Idet jeg ser, at alt i denne verden kan ende i det absurde, hvis det skubbes ud over en vis grænse, bliver neurosens problem og metoderne til at helbrede dem en vældig sag. Jeg synes altid det er underholdende, når læger, som varetager deres anliggender beundringsværdigt, hævder at helbrede med A´s metode, eller S´s og F´s eller endog J´s. Sådan noget findes ikke og kan ikke findes, og hvis det opstår, er det godt på vej til fiasko. Hvis jeg behandler Mr. X, tvinges jeg til at bruge X-metoden, og Mrs. Z med Z-metoden, og dette betyder at behandlingens veje og metoder hovedsagelig bestemmes af patientens natur”. Her er der yderligere et eksempel på en nær overensstemmelse med psykosyntesen og dens anvendelse af mangfoldige psykoterapeutiske teknikker.

En anden vanskelighed opstår af den omstændighed at Jungs metoder blev udviklet og udvidet i løbet af de mange årtier, han fungerede som læge, parallelt med hans tiltagende brede og dybe erfaring og med de nye ideer og intuitive viden, som opstod i hans vågne og åbne sind. På dette grundlag – og fordi han i sine sidste år havde en generelt voksende interesse for kognitive emner og for psykologiske undersøgelser af rent terapeutiske spørgsmål – ønskede Jung aldrig at fremsætte sine behandlingsmetoder på nogen fuldstændig eller systematisk måde.

For på en eller anden måde at udfylde dette tomrum udvalgte en af Jungs elever, Dr. Roland Cahen, med stor tålmodighed og dygtighed fra mængden af Jungs skrifter passager og kapitler omhandlende terapi og samlede det i La Guérison Psycholoque (se ovenfor). Dette værk reviderede og anerkendte Jung selv og har således status som en autoriseret udlægning.

En foreløbig konstatering af generel art angår det egentlige navn på Jungs terapi. Han blev ved til det sidste at benævne den ”Analytisk Psykologi”, en betegnelse han valgte at bruge, for at vise afledningen fra og forbindelsen med psykoanalysen . I virkeligheden ydede dette navn imidlertid ikke den integrerende og syntetiserende tendens, som stadig mere og mere inspirerede Jungs terapi, retfærdighed. I virkeligheden sigter ovennævnte mod at frembringe en dybtgående transformation af personligheden og dens integrering ved hjælp af det Jung kalder ”individuationsprocessen”.

Men før jeg forklarer og undersøger Jungs specifikke metode, skal det slås fast, som han selv sagde, at denne metode ikke bør anvendes til alle patienter. Der er mange mennesker specielt blandt unge, hvis forstyrrelser er blevet fremkaldt af psykiske traumer, af konflikter, som har sin rod i det personlig ubevidste , eller af konflikt mellem individet og andre mennesker, frem for alt familiemedlemmer og de sociale omgivelser. Jung fastholder, at i sådanne tilfælde vil hovedsagelig psykoanalytisk terapi og visse metoder, som han inkluderede i, hvad han kaldte ”mindre terapi”, være tilstrækkelig. ”se (La Guérison Psychologique, p. 239). Disse tilfælde kræver imidlertid ofte anvendelsen af aktive teknikker, som Jung ignorerer.

På den anden side er der en bred gruppe af patienter, hvis forstyrrelser er et produkt af kriser og dybe konflikter af ”eksistentiel” natur, som involverer fundamentale menneskelige problemer, som angår meningen og formålet med livet generelt og individets eget liv. Det bør bemærkes, at patienten hyppigt ikke er klar over disse dybtliggende årsager til hans sygdom, og at det er behandlingen, der gør ham bevidst om problemerne og efterfølgende hjælper ham til at fjerne dem.

Hovedformålet med Jungs metode er, som den blev udformet af ham i hans sidste aktive arbejdsperiode, at frigøre individet fra påvirkninger fra det personligt ubevidste og det kollektive ubevidste , ved hjælp af en proces, hvis faser kan beskrives som følger:

1. En klar forestilling eller ovennævnte erkendelse af sygdommens art og årsag.

2. Bevidst assimilation af det ubevidstes indhold.

3. Opdagelsen af Selvet .

4. Transformation af personligheden.

5. Dens integration og syntese .

Ud fra ovenstående fremgår det klart, hvor nært beslægtet psykosyntesen er med, hvad man kunne kalde ”Jungs terapeutiske program”.

Det er ikke min hensigt at beskrive Jungs fremgangsmåde; man kan finde den udførligt behandlet i hans egne og hans elevers bøger. Han udviklede en række begreber, undertiden noget dunkle, om ”skyggen”, om visse dele af det ubevidste både modsatte og komplementære til personligheden, som han kaldte ”anima” hos manden og ”animus” hos kvinden. Alt dette, gentager jeg, kan findes i Jungs og hans medarbejderes bøger. Jeg vil kun berøre nogle punkter, for at understrege ligheden og forskellen mellem disse begreber og psykosyntesens teknikker.

1. Tydeliggørelse. Jung fremmer patientens bevidsthed om det ubevidstes indhold og dets assimilation i patientens bevidste personlighed ved hjælp af drømmeanalyser og tegning. Drømmeanalysen er basis i den psykoanalytiske terapi, men dette indebærer deres tydning og her opstår en væsentlig forskel mellem ortodoks psykoanalyse og Jungiansk ”analyse”. I psykoanalysen er tydningen tilbøjelig til at ”reducere” alting til infantile indtryk og traumer og til infantile instinktive drifter. Jung derimod, skønt han indrømmer eksistensen af denne type drømme , hævder at der er drømme af en helt anden type, særligt dem han kalder ”prospektive” eller konstruktive dvs. drømme, som indeholder sande budskaber fra det ubevidste (jeg ville sige fra dets højere niveau, det overbevidste ), som viser visse situationer til patientens bevidste personlighed, visse realiteter, som han ikke var bevidst om, og peger på en løsning på hans konflikter og på vejen, som fører til integration. I sine arbejder giver Jung mange eksempler på drømme af denne type og af deres tydning bekræftet af patientens erkendelse og af den helbredende effekt. I virkeligheden falder drømmene i mange forskellige kategorier, og man må være på vagt over for stereotype tydninger af ”drømmebogs” arten. Men alt for ofte henfalder terapeuter til denne letkøbte fremgangsmåde, idet de ignorerer det faktum, at det samme symbol kan have ligeså mange betydninger (nogle af dem modstridende), som der er patienter. Dette forhold var Jung klar over.

Frihåndstegning er et udmærket hjælpemiddel til at fremme opdukken af materiale fra det ubevidste og budskaber fra det overbevidste. I denne forbindelse bør det understreges, at nytten af at tegne er uafhængig af selve tegningens kunstneriske værdi, eller mangel på samme. Det at tegne er en måde det ubevidste kan udtrykke sig på og kan have et primitivt præg; i virkeligheden er det lettere for det ubevidste at sende ”budskaber” til en person, som aldrig før har tegnet end til én med nogen træning og færdighed i at tegne. I sidst nævnte tilfælde kan en bekymring om formen forstyrre og hæmme det ubevidstes spontanitet.

Skønt psykosyntesen gør udstrakt brug af disse nyttige metoder, benytter den sig også af andre, som fremmer opdukken af materiale fra det ubevidste. Blandt disse har præsentationen af ”suggestive billeder” kaldet ”T.A.T.” (Thematic Apperception Test) en fremtrædende plads og er meget benyttet i Amerika. Den består af tyve standardiserede billeder; men jeg begrænser mig ikke til disse, når jeg benytter testen, principielt fordi de har et negativt præg; de har en tendens til kun at fremkalde komplekser og konflikter og ikke fremme fremkaldelsen af de højere aspekter.

Set i lyset af den mangfoldige gruppe af patienter, da foretrækker jeg at anvende forskellige billeder der er tilpasset den specifikke case.

Naturligvis udelukker dette muligheden af at anvende statistik på materialet, hvilket de eksperimentelle psykologer elsker så meget – og som oftest er så unyttigt.

Der er desuden Desoille´s fremgangsmåde, ”reve éveille” (den vågne drøm), som behændigt anvendt er meget givende, ikke kun til at stimulere fremkomst af det ubevidstes indhold, men også til at fremme den terapeutiske integration af personligheden. En metode, der ligner denne er Leuners ”Initiated Symbol Projection”. Ud over billederne, der bliver anvendt i disse og i andre metoder, benytter jeg mig af mange forskellige symboler udvalgt efter, hvorledes de passer til den pågældende patients type. (Se Psychosynthesis – A Manual of Principles and Techniques, pp. 177-191.) At lytte til passende musikstykker giver også vældigt gode resultater, fordi det ubevidstes reaktion på musik er livlig og spontan.

2. En hyppig fremkomst af en sand invasion af ubevidste. elementer og tendenser, særligt fra det kollektive ubevidste, kan forårsage problemer og undertiden være farlig, som Jung klart erkendte. Derfor anvendes ved brugen af psykosyntese – parallelt med vækkelsen af ”dæmonerne” fra det ubevidste, og undertiden selv inden – aktive metoder for at forstærke selv-bevidstheden. For således at øge bevidstheden om Jeget eller Egoet, og for at udvikle dets styrke til at beherske de elementer, som allerede er til stede og aktive i den bevidste personlighed. Denne så vigtige del af psykoterapien ignoreres generelt. Opdagelsen af det ubevidste, interessen i at undersøge har ofte afledt terapeuten fra det der har første prioritet, fra den bevidste personlighed og dens centrum, Jeget eller Egoet. En typisk indrømmelse af denne forsømmelse gav Emil Gutherl på the American Psychoanalytic Convention i Washington i 1958. Her er, hvad han udtalte: ”Vi bør erkende, at Egoet er langt mere vigtigt end hidtil erkendt, men vi ved næsten ingenting om det”.

Blandt de mange teknikker der findes til at styrke Egoet, har træningen af viljen fået tildelt en vigtig plads i psykosyntesen. (Viljen kan, som jeg andetsteds har nævnt, betegnes som ”den ubekendte faktor” i moderne psykologi.) Desuden anvendes specielle teknikker for at indhold og aktiviteter fra den højere del af det ubevidste, det Overbevidste, aktiveres og ”stiger ned” i bevidstheden.

3. Vi kommer nu til det centrale punkt – opdagelsen af Selvet . Her må vi tydeliggøre, hvorledes Jungs opfattelse af Selvet adskiller sig fra psykosyntesens. For Jung er Selvet et ”punkt midt imellem”, hvor det bevidste og det ubevidste mødes. (Se Jacobi: The Psychology of Carl G. Jung.). Han betragter det som en ”arketypisk størrelse” og fastslår: ”Selvet er ud fra et intellektuelt synspunkt ikke andet end et psykologisk begreb, en konstruktion hvis formål er at udtrykke en essens; som sådan umærkelig og ufattelig fordi den overstiger vor forståelse”. Og senere udtaler han: ”Selvets ide er i sig selv et transcendent postulat og kan kun retfærdiggøres set ud fra et psykologisk synspunkt og uden mulighed for videnskabeligt bevis.) (Citeret fra Depth Psychology af A. Frau og H. Shaffens. P. 116.)

Psykosyntesen betragter på den anden side Selvet som en realitet, som et levende væsen, som man kan have en vis viden om eller kendskab til. Selvet kan med andre ord defineres som et af de af ”bevidsthedens umiddelbare data” (for at bruge Bergsons udtryk), som det ikke er nødvendigt at påvise, da de i sig selv indeholder beviset om deres egen eksistens – som f.eks. ved etisk bevidsthed , æstetisk oplevelse og oplevelsen af viljen . Der findes et betragteligt bevismateriale til at underbygge dette. Her er blandt mange Farther Gratrys betydningsfulde bidrag:

”Vi har en ´indre sans´, som i særlige øjeblikke, når det lykkes os at afbryde den sædvanlige strøm af forstyrrelser og følelser, giver os direkte og klart kendskab til vores sjæl . Jeg plejede at opleve en indre form fuld af styrke, skønhed og glæde, en form af lys og ild, som nærede hele mit væsen; bestandigt, altid den samme, ofte genvundet i mit liv; ind imellem glemt, men altid genkendt med uendelig glæde og med udråbet, ´her er mit sande Væsen´.”(La Connaissnce de L´ Ame)

Andre lægger i deres forklaring vægt på det universelle aspekt af det bevidste Selv. Hermann Keyserling skriver f.eks.: ”Det som er dybere, større end individet er aldrig det ´generelle´, men det ´universelle´: det ´universelle´ udtrykker sig netop gennem individet, og individet bliver mere universelt i takt med at det bliver dybere.” (Problems of Personal Life, p. 167). Vi har her et eksempel på ”coincidentia oppositorum” - på den kendsgerning at udtryk, som ifølge Aristoteles´ logik rationelt fremstår som modsætninger, ikke udelukker hinanden indbyrdes. Liv er en stadig syntese af modsætninger; selv biologisk liv indebærer en fin ligevægt (homøostase) mellem antagonistiske systemer.

Selvet har et dobbelt aspekt, det individuelle og det universelle. Dette er vist i nedenstående diagram over den menneskelige psykes struktur ved ”stjernens” placering, som er delvis uden for den individuelle psykiske struktur og delvis indenfor. Placeringen udenfor viser Selvets forening med den transcendente , ontologiske Virkelighed, det universelle Selv; placeringen indenfor viser forholdet til det individuelle Overbevidste . Egoet eller det bevidste ”Jeg” er en emanation eller projektion af det højere Selv og kan blive bevidst om dette på forskellige måder og i forskellige grader. Egoet kan således identificere sig mere eller mindre og midlertidigt med det højere Selv. (se andre udgaver af ovaldiagrammet)

Der er ingen, jeg gentager, ingen konflikt mellem disse to aspekter af Selvet: de er ikke modsætninger men supplerer hinanden. Som en forfatter fra Orienten så strålende har formuleret det: ”Der er ingen identitet (dvs. selvbevidsthed), der kan eksistere uden det universelle, og der er ingen bevidsthed om det universelle uden individuel virkeliggørelse.” Digtere har undertiden en intuition , som rækker ud over intellektuelle begreber. En italiensk digter, Carducci, havde en levende oplevelse af denne sammensmeltning og udtrykte den beundringsværdigt i et vers i hans Cantico dell´Amore (Kærlighedssang):

”Omfavner jeg verdenen, eller er det universet som indefra atter opsuger mig i sig? Å, det var toner fra det evige digt, jeg hørte, og forsøgte at give genklang i dette lille vers.”

Digteren ved ikke hvordan det er sket, om ”Jeget” har udvidet sig ind i universet eller om det universelle liv har optaget ham i sig. Yderligere er han klar over vanskeligheden ved at udtrykke denne oplevelse, denne bevidsthedstilstand, og over mangelfuldheden ved enhver formulering (”dette lille vers”).

En undersøgelse af de individuelle og universelle aspekters varierende forhold med hensyn til disse oplevelser ville være meget interessant. Her vil jeg blot nævne, at oplevelser af en mystisk, intuitiv karakter vil være domineret af det universelle aspekt, dvs. at bevidstheden fyldes af en større Virkelighed. Ved oplevelser nået gennem psyko-spirituel træning, hvor bevidstheden søger at hæve sig op til Selvet og opnår en momentan forening med Det, vedbliver følelsen af selv-bevidsthed at være stærk. Individet fortsætter med at føle sig ”nærværende” og aktiv, mens han har del i en langt videre type bevidsthed.

4. Lad os nu undersøge faserne i personlighedens transformation og integration. Ifølge Jung er de en hovedsagelig spontan proces, som imidlertid kan fremmes af terapeutens ”katalytiske” tilstedeværelse og det medmenneskelige forhold til ham.

Jung tillægger dette forhold en særlig betydning, som han kalder ”overføring”. Det Jungianske overføringsbegreb er hverken klart eller utvetydigt, og ændres i årenes løb.

Han fastslår selv i ”Konklusionen” i sin bog The Psychology of the Transference: ”Overføringens problematiske karakter er så kompleks og mangesidet, at jeg mangler de nødvendige kategorier, for at give en systematisk fremstilling.” (p. 171 )

Han har således foretrukket at behandle overføringsbegrebet gennem en kommentar til og udlægning af en tekst fra alkymien, Rosarium Philisophorum, hvor symbolikken synes ekstrem kompliceret og dunkel, og hvor Jung selv finder selvmodsigelser.

I psykosyntesen er opbygning af et godt forhold mellem patient og terapeut gjort lettere – eller skal vi sige mindre vanskeligt. Terapeuten udpeger og foreslår således til patienten, ligesom Jung, målet for hans ”individuation”. Han opmuntrer og træner ham lige fra starten i brug af aktive metoder til at opnå en tiltagende klar selvopfattelse, udvikle en stærk vilje samt til at kunne beherske den rette brug af sine emotionelle, imaginative og mentale energier. Desuden trænes patienten i at benytte sig af alle midler til at opnå uafhængighed af terapeuten.

På trods af variationen og det komplekse ved forhold, som er skabt mellem terapeut og patient, kan man ved udøvelsen af psykosyntese skelne mellem fire hovedformer; hver enkelt bliver benyttet, styret og reguleret med patientens helbredelse og velbefindende for øje:

a. Overføring i den strengeste betydning, som oprindeligt udformet af Freud; dvs. at de impulser, tilknytninger og emotioner patienten har oplevet i forhold til sine forældre i barndommen bliver ”projiceret” over på terapeuten. Disse holdninger kan være positive (kærlige) eller negative (fjendtlige). Projektionerne skal analyseres og opløses. Her er der overensstemmelse mellem Jungs terapi, psykoanalyse og psykosyntese.

b. Det specifikke forhold der er skabt af det vi kan betegne som den terapeutiske situation. Her repræsenterer og udøver terapeuten primært en ”forældre” funktion. Han skal i nogen grad udføre rollen og opgaven som beskytter, rådgiver og guide. I drømmesymbolikken viser han sig hyppigt som den ”gamle, vise mand”, ifølge Jung, og svarer til, hvad inderne kalder ”guru”. Dette forhold adskiller sig væsentligt fra den ubevidste projektion , som finder sted ved overføring. Den er bevidst, virkelig, realitetsbetonet.

I diagrammet er terapeuten angivet ved en stjerne uden for individets psyke. Han arbejder som et link eller bro mellem individets ego og Selvet . Når egoet ikke får direkte bevidsthed om Selvet ”vertikalt”, kan det hjælpes effektivt af terapeuten, som fremstår for patienten som en, der er i kontakt med sit eget Selv, og derfor bliver en ”rollemodel”, eller endog en ”katalysator”

C. Et medmenneskeligt forhold, som udvikles i takt med at, behandlingen skrider frem, og som skaber psykologiske reaktioner på forskellige niveauer og af forskellig art. En detaljeret undersøgelse heraf kan der ikke gås ind i ved denne lejlighed; jeg vil blot sige at terapeutens taktfulde og vanskelige opgave er at opretholde dette forhold inden for passende rammer og, man kan sige ”på et højt niveau”. Han bør bidrage til forholdets positive eller konstruktive aspekter, men modsætte sig tilknytninger, krav, påskud og forsøg på at monopolisere fra patientens side. Det kan foregå med fasthed kombineret med takt og venlighed. Patienten må bringes til at forstå, hvordan disse holdninger i virkeligheden er skadelige for ham, selv om de i øjeblikket giver tilfredsstillelse.

Overgangen fra den anden til den tredje type af forhold er værdifuld endog uundværlig af forskellige grunde, først og fremmest for at fremme patientens voksende selvstændighed, derefter for at fjerne tendensen til at læne sig op ad en anden person, læsse sit eget ansvar af og blive ført ved hånden af moralsk dovenskab; yderligere for at forhindre en krise hos patienten, når han opdager de menneskelige fejl hos sin mentor og hjælper. Det sker let, man kan sige uundgåeligt! Og i sin skuffelse skifter patienten fra ekstrem beundring og lydighed til kritik og fjendtlighed i lige så overdreven grad.

d. Opløsning af forholdet ved behandlingens ophør. Dette er et kritisk punkt og kræver at blive behandlet med visdom. Jeg sagde ”opløsning” og ikke ophør af forholdet, fordi afslutning af behandlingen ofte kan foregå gradvis og næsten umærkeligt; også fordi det positive forhold kan fortsætte bagefter i en anden form, enten som et venskab eller i et samarbejde eller begge dele. Ofte kan den helbredte patient forstå og hjælpe andre syge mennesker bedre end de såkaldte sunde. På denne måde kan patienten i bedring samarbejde og opretholde en konstruktiv forbindelse med terapeuten selv inden han er fuldstændig helbredt.

Disse forhold til patienter og hele den terapeutiske proces i al almindelighed kræver passende træning af terapeuten, ikke alene videnskabeligt og teknisk, men frem for alt menneskeligt og spirituelt. Jung var fuldstændig klar over denne nødvendighed og formulerede det eksplicit. Her er en af hans udtalelser om dette forhold: ”Den seneste udvikling i analytisk psykologi . . . giver terapeutens personlighed en fremtrædende plads i form af dens helbredende eller skadelige karakter. Det kræver en indre forbedring af terapeuten selv – en uddannelse af uddanneren.”

Jung understreger derfor udtrykkeligt nødvendigheden af en didaktisk analyse; med andre ord, den som har til hensigt at give psykoterapi må selv gennemgå en psykologisk analyse hos en anden psykoterapeut. Det er således, siger Jung: ”at terapeuten ikke kan se det hos patienten, som han ikke kender fra sig selv, eller vil blive påvirket unødvendigt deraf.” (La Guérison Psychologique, p. 237.) Psykosyntese er i fuld overensstemmelse hermed. To ting er værd at bemærke. Den første er som følger: hvis den didaktiske psykosyntese ikke kan gives, bør terapeuten selv gennemføre en ”selv-psykosyntese”. Man må huske på at en ikke-”ortodoks” psykoanalytiker som Karen Horney er i overensstemmelse hermed, hvilket hendes bog Self- analysis (N.Y.: Norton, 1942.) kan bevidne. Men hun holder sig inden for psykoanalysens rammer, og går ikke ind på psykosyntesens område. Hun opererer heller ikke med højere psykologiske funktioner.

I psykosyntesen kan terapeuten på den anden side benytte sig af et større antal hjælpemidler i form af aktive teknikker, som han kan anvende på sig selv og eksperimentere med. Jeg vil sige, at enhver af os og i særdeleshed enhver terapeut og enhver lærer kan betragtes som et ”levende laboratorium”, i hvilket ”indehaveren” ”eksperimenterer” i fireogtyve timer i døgnet (da drømmene indbefattes). Yderligere er det ikke strengt nødvendigt at enten den didaktiske psykosyntese eller selv-psykosyntesen er afsluttet før man begynder at give psykoterapi. Behovet på dette område er så presserende og så stort, at enhver der er parat til at hellige sig dette bør gøre det så hurtigt, som hans træning tillader det; også selv om visse områder er mangelfulde. Hans udrustning skal imidlertid indbefatte kritisk sans og tilstrækkelig ydmyghed til at erkende sine egne svagheder og vilje til at fjerne dem. Faktisk bør selv-psykosyntese ligesom uddannelse være en livslang beskæftigelse.

Personlighedens transformation og dens integrering eller psykosyntese - bortset fra overføring - sker ofte spontant. Jung hævder, at ovennævnte er et resultat af de fra det ubevidste opdukkende symbolers kreative og syntesedannende virkning. Jung fraråder aktiv indblanding i denne selvhelings proces, hverken fra terapeutens side eller ved egoets, det bevidste ”Jegs” vilje .

Psykosynteseterapi beviser at disse processer kan fremmes og effektivt støttes af et samarbejde med den bevidste personlighed; samtidig anerkender psykosyntesen fuldt ud betydningen af de spontane selvhelings processer og symbolernes integrerende funktion. Den bevidste handling udføres af det, som udgør centrum, det dynamiske element dvs. det bevidste og aktive subjekt, som bruger sin vilje.

Der er to grunde til nødvendigheden af et samarbejde mellem den bevidste personlighed og de spontane selvhelingsprocesser. Den første er, som allerede nævnt, at kunne beherske og kontrollere energierne, som bryder frem fra det ubevidste, for derefter at fremme deres forvandling, sublimering og konstruktive anvendelse. Dette gælder specielt for seksuelle, emotionelle og aggressive tendenser og energier, som forstærker de tendenser, som allerede er til stede i den bevidste personlighed. Betydningen af denne del af behandlingen er lige så åbenlys, som betydningen af at have kendskab til og kunne bruge den aktive metode for at kunne gennemføre behandlingen. Disse metoder kan i lige stor udstrækning anvendes i undervisning og ved selv-psykosyntese, og skulle i al almindelighed udbredes og praktiseres.

Den anden grund til et aktivt samarbejde for at kunne opnå integration og syntese af personligheden ligger i fordelen, ja undertiden nødvendigheden af at udvikle de psykiske funktioner, der er forblevet på et primitivt, infantilt niveau lammet af nedvurdering eller standset af fortrængning . Denne udvikling sker således ved aktiv træning.

Hos det moderne menneske der er opslugt af sine interesser og praktiske problemer er den intellektuelle funktion ofte udviklet ensidigt. Ofte ser man en manglende evne eller svækkelse af de højere følelser som æstetisk følsomhed, evne til at føle sig èt med naturen og evnen til at skabe menneskelig kommunikation.

Hos andre mennesker henviser emotionel overflod og fantasiens rigdom ofte mental og undertiden også praktisk aktivitet til en inferiør plads. Der er andre eksempler, som Jung peger på, hvor den højere stræben og de højere behov ignoreres, undervurderes eller frygtes, og således negligeres eller fortrænges. En af Jungs mest værdifulde bidrag er at han rettede psykoterapeuternes opmærksomhed hen på disse tilfælde og opmuntrede i sine medicinske arbejder til, at disse spirituelle behov blev udtrykt og formuleret.

Men man kan gå længere frem ad den vej, som han åbnede. Indtrængning af spirituelt materiale og energier fra det overbevidste kan aktivt fremmes. Som ovennævnt kræves i mange tilfælde - jeg tror virkelig i de fleste - en aktiv træning, for at fjerne eller i det mindste dæmpe mangelen på balance i udviklingen at de forskellige psykologiske funktioner. Denne støtte er af særlig betydning, når det bevidste ”Jeg” skal være i stand til at rumme og assimilere de indtrængende energier fra det overbevidste og integrere dem harmonisk i det totale psykiske liv*

*Dette emne er blevet behandlet i Self Realization and Psychological Disturbances. En pamflet, som oprindeligt blev udgivet af the Psycosynthesis Research Foundation of New York og nu findes i bogen Psychosynthesis – A manual of Principles and Techniques – New York: Hobbs; 1945.

Brugen af de aktive teknikker kan og bør understøttes af terapeuten. Jeg sagde ”understøttes”, idet det ikke påhviler ham personligt at lære patienten at anvende dem. Han kan benytte sig af kompetente assistenters hjælp, og således betro patienten til deres respektive kunnen. Men han skal altid kontrollere og styre behandlingen i overensstemmelse med en klar plan, og opmuntre patienten til at lære at fortsætte på egen hånd så hurtigt som muligt.

Teknikkerne omfatter ca. et dusin, og jeg vil kun nævne de vigtigste grupper:

A. Psycho-fysiske teknikker

1. Afslapningsøvelser

2. Koncentration og bevidsthed om fysiske fornemmelser, inklusive de muskulære ( metoder fra Virtoz, Schultz etc.)

3. Øvelser i neuro-muskulær koordinering – Rytmiske bevægelser og dans.

4. Forskellige fysiske aktiviteter.

5. Håndværk

6. Tegning, maling og modellering.

7. Spille på musikinstrumenter.

8. Diktion – Recitation – Sang.

B. Psykologiske teknikker

1. Observation.

2. Visualisering.

3. Fremkaldelse af auditive, taktile, olfaktoriske etc. ”billeder”.

4. Mentale øvelser – meditation etc.

C. Psycho-spirituelle teknikker.

Disse kan opdeles i to grupper:

1. De teknikker som fremmer ”Jegets” eller egoets, selv-bevidsthedens center, opstigning til niveauer, der sædvanligvis er overbevidste;

mod en forening med det spirituelle Selv.

2. De teknikker som fremmer bevidsthedens åbning mod det ”nedstrømmende” materiale og energier fra det overbevidste .

Valget af de teknikker, der skal bruges i terapien, må afgøres af behovet i hvert enkelt tilfælde. De skal kombineres, og der skal skiftes mellem dem i overensstemmelse med en plan eller et program, hvis formål er at fremme den gradvise og harmoniske integration af personligheden. Denne plan giver psykosyntese terapi og undervisning sin specielle karakter. Jeg har inkluderet psykosyntese undervisning, fordi den største del af de nævnte teknikker med den rette tilpasning kan anvendes effektivt til undervisning i familien så vel som i skolen.

Dette fører os til Jungs ideer vedrørende undervisning. Skønt han ikke beskæftiger sig direkte og aktivt med anvendelsen af sine begreber med hensyn til undervisning, indeholder hans skrifter meget af interesse på dette område. Så langt tilbage som 1910 udgav Jung et essay om Conflicts of the Infantile Mind, hvor han - på basis af en række nøjagtige observationer af den psykologiske udvikling af et 4-5 år gammelt barn – meget dygtigt undersøgte forskellige problemer, som opstår i barnesindet, og som forældrene derfor må tage sig af. Disse problemer angår fødselen af børn, kontrasten mellem fantasi og tanke, forbindelsen med forældrene etc. De forskellige Forord til de forskellige udgaver og Appendix indeholder nogle kloge iagttagelser om forskellige synspunkters relative og supplerende elementer inden for psykologien. Disse er suppleret med nyttige råd om, hvordan man lærer og forklarer børn om seksualitet. Senere udviklede Jung sine pædagogiske ideer og erfaringer inden for sine psykologiske begrebers generelle rammer i en række forelæsninger, som er blevet udgivet med titlen Analytical Psychology and Education i bindet Contributions to Analytical Psychology (London: Hartcourt Brace, 1928). Jung opsummerer sine ideer i følgende udtalelse:

”Forskellen mellem denne og enhver tidligere psykologi er den kendsgerning at analytisk psykologi ikke undgår at beskæftige sig med komplekse mentale forhold som orienteringsevnens fire funktioner: tænkning, følelse, intuition og sansning. Vi indrømmer, at vi ikke ved hvad disse funktioner virkelig er. Vi ville meget gerne vide i hvilke primitive elementer man f.eks. kunne opløse følelse i. Men til trods for vores uvidenhed om ultimative principper bruger vi disse funktioner, som om de var klart definerede organer i sindet . En anden forskel er undersøgelsesmetoden. Vi har ikke noget akademisk laboratorium. Vores laboratorium er verden. Vore tests er virkelige begivenheder i hverdagen, og personerne vi tester er vore patienter, familie, venner og – sidst men ikke mindst – os selv. Der er ingen nålestik, kunstige chok, overraskende lys eller noget af det mangfoldige udstyr, der indgår i eksperimenter i et laboratorium; men der er de smerter og glæder, rædsler og præstationer fra det virkelige liv, som giver os vort materiale. Vor metode er at forstå livet, som det viser sig i menneskets psyke.” (Contributions to Analytical Psychology, p 348

Som vi har set, tillægger Jung det medmenneskelige forhold mellem patient og terapeut stor betydning, men mener også, at den psykologiske forbindelse mellem forældre og børn og mellem lærer og elever har en afgørende betydning. Derfor må læreren have en klar bevidsthed om, at hans psykologiske uvidenhed og svagheder, hans egne komplekser og konflikter uundgåeligt får skadelige følger for dem han ønsker at undervise. Han bør derfor være klar over det tunge ansvar han har og sin pligt til at træne sig selv til den ædle men vanskelige opgave ved hjælp af en passende selv-uddannelse, som er baseret på den nye dynamiske psykologis opdagelser og metoder.

Om dette udtaler Jung sig som følger: ”Det er selvfølgeligt helt umuligt at forældre slet ikke skulle have nogle komplekser: det ville være overmenneskeligt. Men de skulle bevidst beskæftige sig med dem, de skulle gøre det til en pligt at arbejde sig ud af dem for deres børns skyld. De skulle ikke undgå deres problemer, og prøve at undertrykke dem for at undgå pinagtige diskussioner.” (ibid., p. 375)

Den specifikke anvendelse af Jungs ideer og uddannelsesmetode kan ikke gives i et resumé. Den måde han praktiserer dem på hos patienter, som han refererer til, bør studeres. Dette kan man gøre i ovennævnte bog. Desuden har en af Jungs elever, Dr. Frances Wickes, skrevet en udmærket bog om børnepsykologi, hvor Jung selv har skrevet en udførlig introduktion. Bogens titel er The inner World of Childhood (New York: Appleton-Century-Croft; 1927), og den indeholder værdifulde råd om børns undervisning, særlig om problemer med hensyn til forældrenes indflydelse på barnet. Forfatteren beskriver i et kapitel af særlig interesse og originalitet et aspekt af barnets psykiske liv, som ikke er særlig kendt – barnets opdigten af imaginære legekammerater.

Jung holdt på en konference om uddannelse i Basel 1942 en forelæsning om Det begavede barn. Emnet er af stor betydning og har stor interesse i lyset af den voksende betydning, der tillægges erkendelsen og uddannelsen af begavede og særligt begavede børn. Værdien af Jungs essay er forhøjet af beskrivelsen af hans egne personlige erfaringer og trængsler som en ”talentfuld dreng”, og fortjener derfor at blive citeret ret udførligt. Her er Jungs livlige og underholdende beretning om hans omskiftelige skolegang.*

*De følgende sidereferencer, undtagen hvor det angives, er til den italienske udgave Psicologia e Educazione

”Da jeg var en tiårig skoledreng følte jeg mig slet ikke søvnig eller dum. Jeg kedede mig ofte enormt, når læreren tog særlig hensyn til elever, som ikke var i stand til at følge med. Men kedsomheden var slet ikke det værste. Blandt vore mange stileemner, som næppe var inspirerende, fik vi engang ét, som interesserede mig. Jeg gik begejstret i gang og pudsede omhyggeligt mine sætninger af. I frydefuld forventning om at have skrevet den bedste stil eller i det mindste en af de bedste gav jeg den til læreren. Når læreren havde udleveret stilene plejede han at diskutere den bedste først og derefter resten i rækkefølge efter fortjeneste. Min var ikke den første, ikke den anden og heller ikke den tredje. Alle de andres stile kom før min, og da han var færdig med at diskutere den sidste præstation, den svageste af dem alle pustede læreren sig op på en truende og ildevarslende måde og afsagde sin dom:

”Jungs stil er langt den bedste, men han har ødelagt den med ligegyldigheder og tankeløshed. På grund af dette fortjener den ikke en plads på listen.” ”Det passer ikke,” afbrød jeg læreren, ”Jeg har aldrig arbejdet så meget med en stil, som jeg har gjort med denne”. ”Du lyver,” råbte han. Se på X (X var den elev, som havde skrevet den dårligste stil ); han har virkelig gjort sig umage. Han vil nå langt i livet, men det vil du ikke, for man bliver ikke en succes ved hjælp af evner og tricks.” Jeg sagde ingenting, og fra det øjeblik bestilte jeg ikke noget i tysktimerne.

”Denne oplevelse går rigtig nok mere end et halvt århundrede tilbage, og jeg tvivler ikke på at betingelserne i skolen har forandret sig meget og er blevet bedre. Men den episode gav mig meget at tænke på og efterlod mig med en følelse af bitterhed, som imidlertid med en større livserfaring har givet plads for en mere afbalanceret vurdering. Og jeg forstod, hvordan lærerens holdning dybt nede var blevet påvirket af hans høje principper om at hjælpe det svage og udslette det dårlige. Undertiden sker det imidlertid, at disse principper bliver til mekaniske regler og som tiden går, bliver accepteret uden yderligere overvejelser og skaber sørgelige karikaturer af det engang gode. Det er rigtigt nok at på denne måde bliver det svage hjulpet og det dårlige bekæmpet, men samtidigt er der fare for at udsætte de mere begavede for at blive forsømt. Det er som om det at træde frem fra rækkerne i sig selv er et vanskeligt og besværligt anliggende. Der er ikke noget at gøre ved det; gennemsnitsmennesket mistror og stoler ikke på det, som hans hjerne ikke kan fatte. ”Il est trop intelligent” – en vending der retfærdiggør den direkte mistro,” (pp. 135-137).

Jung beklager med rette denne pseudo-humanitære opfattelse og forkerte forståelse af demokrati: ”Ønsket om bringe alle mennesker på samme niveau og reducere dem til samme status som får ved at undertrykke den naturlige aristokratiske og hierarkiske struktur (bemærk venligst: i den psyko-spirituelle betydning) fører uundgåeligt før eller senere til en katastrofe.” (pp. 144-145)

Jung tilføjer nogle værdifulde iagttagelser vedrørende vanskelighederne ved at opdage og uddanne begavede børn: ”Det begavede barns problem,” skriver han, ”er på ingen måde en enkel sag, da man ikke kan opdage det udelukkende ud fra det faktum, at det er en dygtig elev. I nogle tilfælde forholder det sig lige modsat. Han kan endog gøre sig faretruende bemærket ved at kendetegne sig ved at være fraværende, have hovedet fuld af pjat, dovenskab, sjusk, mangel på opmærksomhed, at være fræk, stædig og ved at give indtryk af kun at være halvt vågen. Ud fra en kun overfladisk bedømmelse er det ofte svært at skelne det begavede barn fra et svagtbegavet. Desuden må man ikke glemme at begavede børn ikke altid er fremmelige, men har en tendens til at udvikle sig langsomt, hvorfor deres evner kan forblive latente i lang tid,” (pp. 137-138)

Jung retter opmærksomheden mod og viser betydningen af det, han kalder hjertets evner: ”Udover evnerne i hovedet findes der også dem i hjertet, som ikke er mindre vigtige, men som let overses, fordi hovedet i disse tilfælde ofte er svagere end hjertet. Og dog er denne type mennesker ofte mere nyttige og værdifulde for samfundets velfærd end dem med forskellige talenter.” (p. 141)

”Begavede børn støder på komplikationer ikke alene på det intellektuelle område men også på det moralske dvs. i følelsernes sfære. Voksne, som ofte forvrænger sandheden, lyver og begår utallige andre synder med karakter af moralsk efterladenhed, kan skabe problemer hos et moralsk begavet barn, som bringer det en hel del ud af ligevægt. Ligesom man ikke bemærker eller undervurderer intellektuel følsomhed og modenhed, kan man have samme adfærd over for et begavet barns kritik i moralske og følelsesbetonede situationer. Hjertets evner er ofte mindre synlige og slående end de intellektuelle og tekniske; og ligesom sidstnævnte har ret til lærerens forståelse, har førstnævnte ligeså stor ret til det bedste læreren kan give; med andre ord, dette kræver at læreren også er uddannet” (p. 140)

Til slut gør Jung opmærksom på mangelen på balance og på konflikter hos begavede børn og på farerne ved at deres evner kan blive brugt på en antisocial og destruktiv måde. Han skriver: ”Der findes ikke så få begavede individer, hvis nytte er lammet, endog ofte fordærvet af deres menneskelige brist på alle andre områder. Talent har ikke nogen rigtig værdi i sig selv, det har det kun, hvis resten af personligheden er i stand til at følge efter så langt, at talentet kan anvendes med fordel. Desværre kan kreative evner give sig lige så effektivt til kende på en destruktiv måde. Om talentet er rettet mod det gode eller det dårlige bestemmes udelukkende af personlighedens moralske holdning.” (p.142)

I forbindelse med disse børns uddannelse rejser Jung spørgsmålet, om de skal være sammen i specielle skoler eller være i almindelige. Han synes bedst om sidstnævnte mulighed, men går ikke ind i problemets forskellige aspekter. Jeg har behandlet dette emne i en pamflet The Education of Gifted and Super-gifted Children (New York: Psychosynthesis Research Foundation).

Undervisning er et slags forhold imellem individer; lad os derfor undersøge problemer og metoder ved sociale forhold og mellem individer ud fra Jungs synspunkt og psykosyntesens. I praksis er målet og slutresultatet i Jungs terapi individuation. Jeg siger ”i praksis”, fordi Jung indrømmer (for at citere ham) at selve ”individuationsprocessen” medfører en bevidsthed om, hvad samfundet er. Individuation indebærer en forening med en selv og derfor med menneskeheden, som hver enkelt bærer en lille del af i sig.” (La Gúerison Psychologique, p. 228) ”Det enkelte individ,” gentager Jung, ”lever ikke sit liv fuldt ud og fatter ikke formålet med det, hvis ikke han er i stand til at sætte sit ”jeg” til at tjene den spirituelle og overmenneskelige orden.” (p. 145)

Jung begrænser sig imidlertid til disse hentydninger, som snarere angiver en stræben end en effektiv bevægelse i den retning. Hans metode er ikke udformet til aktivt at hjælpe patienten til at påbegynde og ”leve” et fællesskab med andre mennesker. Han opfordrer snarere stærkt til modsætning, til konflikt mellem individet og massen og mellem det personlige liv og det kollektive pres udøvet af det moderne sociale liv. Dette pres er mekaniseret og ensrettet, ikke alene materielt men også psykologisk, hvilket bevidnes af masseideologierne. Det er presset mod tilpasning, reklamernes påvirkning og ”overtalelser” og de forskellige former for propaganda. Jung deler denne holdning med et antal af det moderne livs andre kritikere: filosoffer, sociologer og psykologer, hvoriblandt Erich Fromm er den mest fremtrædende.

Der er desværre en hel del sandhed i alt dette, men det rigide og ekstreme modsætningsforhold synes at være ensidig og for absolut. Vi må erkende at individet og massen er indeholdt i de menneskelige relationers udstrakte sfære, idet de udgør en del af menneskets almindelige liv; mennesket er i sin inderste natur så vel som af ydre nødvendighed et både socialt og selskabeligt væsen. Det er rigtigt at disse menneskelige relationer langt fra er lette, harmoniske og konstruktive. Vi kan iagttage dette hele tiden. Udover massepåvirkning er menneskelige forhold op imod mange vanskeligheder. De hovedsagelig introverte finder det vanskeligt at skabe psykologiske relationer med andre, at kommunikere ”menneskeligt”. De hovedsagelig ekstroverte etablerer på den anden side et omfattende netværk af relationer; men disse er overfladiske og tilfældige, således at individet i virkeligheden forbliver psykologisk og spirituelt isoleret.

De menneskelige relationers vanskeligheder og konflikter skyldes stort set en umådeholden tendens til selvhævdelse og overvurdering af succes i den ydre verden. Dette fører til nedvurdering eller fortrængning af de højere følelser og af evnen til at elske, til at forstå, have medfølelse og til altruistisk kærlighed. En omvurdering og aktiv udvikling af disse følelser bliver således en nødvendighed. Der er, som jeg tidligere har nævnt effektive metoder til at gøre dette. At skabe og udtrykke disse følelser bør terapeuten og læreren anse for at være deres mest vigtige opgaver.

Det første skridt er erkendelsen og den rette værdsættelse af de menneskelige og højere værdier. Studiet af heltenes, de store helgeners og de store humanisters inspirerende liv, som er eksempler på ovenstående værdier, er en effektiv metode til dette formål. Men mange, langt flere af disse værdier end man vil tro, kan findes blandt simple og ydmyge mennesker, hvilket ”venlighedens pris” (som skulle udvides betydeligt) har vist.

Det andet skridt er at vække og skabe god vilje . Dette kan gøres på forskellige måder; en særlig effektiv måde er direkte kontakt med menneskelig lidelse. Det kan ske ved at besøge, eller bedre, ved aktivt at hjælpe på hospitaler, fængsler, i byens slum, og ved at besøge og hjælpe ensomme – særlig gamle mennesker. Der er også samarbejde i kreative og socialt nyttige aktiviteter, hvor gruppeånden og solidaritet er udviklet, og hvor der findes forståelse og venskab.

Der er en række metoder, som jeg ikke kan behandle nu; jeg vil blot nævne dem.

1. Indledende metoder: Forhindringer fjernes: egocentri; selvhævdelse; fjendtlighed og stridbarhed; fordomme og forudindtagethed.

2. Positive metoder: Forståelse: gavmildhed: god vilje; altruistisk kærlighed.

Hjælp til opnå interpersonel og gruppe psykosyntese (også kaldet interindividuel og social psykosyntese) er en vigtig, og virkelig uundværlig del af psykosyntesens teori og uddannelse . Det kan med rette hævdes, at vores civilisation er neurotisk og ude af balance, og at der findes virkelige gruppe neuroser og psykoser; f.eks. national forherligelse og ideologisk fanatisme. Derfor burde psykoterapi inkludere og udføre disse mere omfattende opgaver, som den er veludstyret til. Ethvert sygt individ, som hjælpes til at etablere rigtige menneskelige relationer bliver et element af balance og sundhed i sit samfund; og omvendt, enhver anstrengelse for at tilpasse ubalancer og kollektive psykoser gør det lettere for det enkelte individ at opnå og opretholde sin personlige sundhed.

Således løber terapeuters og læreres opgaver og aktiviteter sammen og forenes til et dobbelt formål. Det samme gælder for alle dem, der på forskellige områder og på forskellige måder har viet sig til helbredelse af socialt betingede sygdomme. Den første og mest presserende opgave er at sikre menneskeheden mod farerne, som dets egen blindhed og dumhed har skabt. Den anden opgave er at fremme en ny og bedre civilisation, hvor individet i frihed og til alles bedste kan udtrykke og udnytte de vidunderlige potentialer, som findes i ethvert menneske.