3. Vi kommer nu til det centrale punkt – opdagelsen af Selvet . Her må vi tydeliggøre, hvorledes Jungs opfattelse af Selvet adskiller sig fra psykosyntesens. For Jung er Selvet et ”punkt midt imellem”, hvor det bevidste og det ubevidste mødes. (Se Jacobi: The Psychology of Carl G. Jung.). Han betragter det som en ”arketypisk størrelse” og fastslår: ”Selvet er ud fra et intellektuelt synspunkt ikke andet end et psykologisk begreb, en konstruktion hvis formål er at udtrykke en essens; som sådan umærkelig og ufattelig fordi den overstiger vor forståelse”. Og senere udtaler han: ”Selvets ide er i sig selv et transcendent postulat og kan kun retfærdiggøres set ud fra et psykologisk synspunkt og uden mulighed for videnskabeligt bevis.) (Citeret fra Depth Psychology af A. Frau og H. Shaffens. P. 116.)

Psykosyntesen betragter på den anden side Selvet som en realitet, som et levende væsen, som man kan have en vis viden om eller kendskab til. Selvet kan med andre ord defineres som et af de af ”bevidsthedens umiddelbare data” (for at bruge Bergsons udtryk), som det ikke er nødvendigt at påvise, da de i sig selv indeholder beviset om deres egen eksistens – som f.eks. ved etisk bevidsthed , æstetisk oplevelse og oplevelsen af viljen . Der findes et betragteligt bevismateriale til at underbygge dette. Her er blandt mange Farther Gratrys betydningsfulde bidrag:

”Vi har en ´indre sans´, som i særlige øjeblikke, når det lykkes os at afbryde den sædvanlige strøm af forstyrrelser og følelser, giver os direkte og klart kendskab til vores sjæl . Jeg plejede at opleve en indre form fuld af styrke, skønhed og glæde, en form af lys og ild, som nærede hele mit væsen; bestandigt, altid den samme, ofte genvundet i mit liv; ind imellem glemt, men altid genkendt med uendelig glæde og med udråbet, ´her er mit sande Væsen´.”(La Connaissnce de L´ Ame)

Andre lægger i deres forklaring vægt på det universelle aspekt af det bevidste Selv. Hermann Keyserling skriver f.eks.: ”Det som er dybere, større end individet er aldrig det ´generelle´, men det ´universelle´: det ´universelle´ udtrykker sig netop gennem individet, og individet bliver mere universelt i takt med at det bliver dybere.” (Problems of Personal Life, p. 167). Vi har her et eksempel på ”coincidentia oppositorum” - på den kendsgerning at udtryk, som ifølge Aristoteles´ logik rationelt fremstår som modsætninger, ikke udelukker hinanden indbyrdes. Liv er en stadig syntese af modsætninger; selv biologisk liv indebærer en fin ligevægt (homøostase) mellem antagonistiske systemer.

Selvet har et dobbelt aspekt, det individuelle og det universelle. Dette er vist i nedenstående diagram over den menneskelige psykes struktur ved ”stjernens” placering, som er delvis uden for den individuelle psykiske struktur og delvis indenfor. Placeringen udenfor viser Selvets forening med den transcendente , ontologiske Virkelighed, det universelle Selv; placeringen indenfor viser forholdet til det individuelle Overbevidste . Egoet eller det bevidste ”Jeg” er en emanation eller projektion af det højere Selv og kan blive bevidst om dette på forskellige måder og i forskellige grader. Egoet kan således identificere sig mere eller mindre og midlertidigt med det højere Selv. (se andre udgaver af ovaldiagrammet)

Der er ingen, jeg gentager, ingen konflikt mellem disse to aspekter af Selvet: de er ikke modsætninger men supplerer hinanden. Som en forfatter fra Orienten så strålende har formuleret det: ”Der er ingen identitet (dvs. selvbevidsthed), der kan eksistere uden det universelle, og der er ingen bevidsthed om det universelle uden individuel virkeliggørelse.” Digtere har undertiden en intuition , som rækker ud over intellektuelle begreber. En italiensk digter, Carducci, havde en levende oplevelse af denne sammensmeltning og udtrykte den beundringsværdigt i et vers i hans Cantico dell´Amore (Kærlighedssang):

”Omfavner jeg verdenen, eller er det universet som indefra atter opsuger mig i sig? Å, det var toner fra det evige digt, jeg hørte, og forsøgte at give genklang i dette lille vers.”

Digteren ved ikke hvordan det er sket, om ”Jeget” har udvidet sig ind i universet eller om det universelle liv har optaget ham i sig. Yderligere er han klar over vanskeligheden ved at udtrykke denne oplevelse, denne bevidsthedstilstand, og over mangelfuldheden ved enhver formulering (”dette lille vers”).

En undersøgelse af de individuelle og universelle aspekters varierende forhold med hensyn til disse oplevelser ville være meget interessant. Her vil jeg blot nævne, at oplevelser af en mystisk, intuitiv karakter vil være domineret af det universelle aspekt, dvs. at bevidstheden fyldes af en større Virkelighed. Ved oplevelser nået gennem psyko-spirituel træning, hvor bevidstheden søger at hæve sig op til Selvet og opnår en momentan forening med Det, vedbliver følelsen af selv-bevidsthed at være stærk. Individet fortsætter med at føle sig ”nærværende” og aktiv, mens han har del i en langt videre type bevidsthed.