Undervisning er et slags forhold imellem individer; lad os derfor undersøge problemer og metoder ved sociale forhold og mellem individer ud fra Jungs synspunkt og psykosyntesens. I praksis er målet og slutresultatet i Jungs terapi individuation. Jeg siger ”i praksis”, fordi Jung indrømmer (for at citere ham) at selve ”individuationsprocessen” medfører en bevidsthed om, hvad samfundet er. Individuation indebærer en forening med en selv og derfor med menneskeheden, som hver enkelt bærer en lille del af i sig.” (La Gúerison Psychologique, p. 228) ”Det enkelte individ,” gentager Jung, ”lever ikke sit liv fuldt ud og fatter ikke formålet med det, hvis ikke han er i stand til at sætte sit ”jeg” til at tjene den spirituelle og overmenneskelige orden.” (p. 145)

Jung begrænser sig imidlertid til disse hentydninger, som snarere angiver en stræben end en effektiv bevægelse i den retning. Hans metode er ikke udformet til aktivt at hjælpe patienten til at påbegynde og ”leve” et fællesskab med andre mennesker. Han opfordrer snarere stærkt til modsætning, til konflikt mellem individet og massen og mellem det personlige liv og det kollektive pres udøvet af det moderne sociale liv. Dette pres er mekaniseret og ensrettet, ikke alene materielt men også psykologisk, hvilket bevidnes af masseideologierne. Det er presset mod tilpasning, reklamernes påvirkning og ”overtalelser” og de forskellige former for propaganda. Jung deler denne holdning med et antal af det moderne livs andre kritikere: filosoffer, sociologer og psykologer, hvoriblandt Erich Fromm er den mest fremtrædende.

Der er desværre en hel del sandhed i alt dette, men det rigide og ekstreme modsætningsforhold synes at være ensidig og for absolut. Vi må erkende at individet og massen er indeholdt i de menneskelige relationers udstrakte sfære, idet de udgør en del af menneskets almindelige liv; mennesket er i sin inderste natur så vel som af ydre nødvendighed et både socialt og selskabeligt væsen. Det er rigtigt at disse menneskelige relationer langt fra er lette, harmoniske og konstruktive. Vi kan iagttage dette hele tiden. Udover massepåvirkning er menneskelige forhold op imod mange vanskeligheder. De hovedsagelig introverte finder det vanskeligt at skabe psykologiske relationer med andre, at kommunikere ”menneskeligt”. De hovedsagelig ekstroverte etablerer på den anden side et omfattende netværk af relationer; men disse er overfladiske og tilfældige, således at individet i virkeligheden forbliver psykologisk og spirituelt isoleret.

De menneskelige relationers vanskeligheder og konflikter skyldes stort set en umådeholden tendens til selvhævdelse og overvurdering af succes i den ydre verden. Dette fører til nedvurdering eller fortrængning af de højere følelser og af evnen til at elske, til at forstå, have medfølelse og til altruistisk kærlighed. En omvurdering og aktiv udvikling af disse følelser bliver således en nødvendighed. Der er, som jeg tidligere har nævnt effektive metoder til at gøre dette. At skabe og udtrykke disse følelser bør terapeuten og læreren anse for at være deres mest vigtige opgaver.

Det første skridt er erkendelsen og den rette værdsættelse af de menneskelige og højere værdier. Studiet af heltenes, de store helgeners og de store humanisters inspirerende liv, som er eksempler på ovenstående værdier, er en effektiv metode til dette formål. Men mange, langt flere af disse værdier end man vil tro, kan findes blandt simple og ydmyge mennesker, hvilket ”venlighedens pris” (som skulle udvides betydeligt) har vist.

Det andet skridt er at vække og skabe god vilje . Dette kan gøres på forskellige måder; en særlig effektiv måde er direkte kontakt med menneskelig lidelse. Det kan ske ved at besøge, eller bedre, ved aktivt at hjælpe på hospitaler, fængsler, i byens slum, og ved at besøge og hjælpe ensomme – særlig gamle mennesker. Der er også samarbejde i kreative og socialt nyttige aktiviteter, hvor gruppeånden og solidaritet er udviklet, og hvor der findes forståelse og venskab.

Der er en række metoder, som jeg ikke kan behandle nu; jeg vil blot nævne dem.

1. Indledende metoder: Forhindringer fjernes: egocentri; selvhævdelse; fjendtlighed og stridbarhed; fordomme og forudindtagethed.

2. Positive metoder: Forståelse: gavmildhed: god vilje; altruistisk kærlighed.

Hjælp til opnå interpersonel og gruppe psykosyntese (også kaldet interindividuel og social psykosyntese) er en vigtig, og virkelig uundværlig del af psykosyntesens teori og uddannelse . Det kan med rette hævdes, at vores civilisation er neurotisk og ude af balance, og at der findes virkelige gruppe neuroser og psykoser; f.eks. national forherligelse og ideologisk fanatisme. Derfor burde psykoterapi inkludere og udføre disse mere omfattende opgaver, som den er veludstyret til. Ethvert sygt individ, som hjælpes til at etablere rigtige menneskelige relationer bliver et element af balance og sundhed i sit samfund; og omvendt, enhver anstrengelse for at tilpasse ubalancer og kollektive psykoser gør det lettere for det enkelte individ at opnå og opretholde sin personlige sundhed.

Således løber terapeuters og læreres opgaver og aktiviteter sammen og forenes til et dobbelt formål. Det samme gælder for alle dem, der på forskellige områder og på forskellige måder har viet sig til helbredelse af socialt betingede sygdomme. Den første og mest presserende opgave er at sikre menneskeheden mod farerne, som dets egen blindhed og dumhed har skabt. Den anden opgave er at fremme en ny og bedre civilisation, hvor individet i frihed og til alles bedste kan udtrykke og udnytte de vidunderlige potentialer, som findes i ethvert menneske.