Denne tilståelse fra Jung bør i højeste grad påskønnes. Hans forståelse af relativiteten af vor viden og erkendelsen af det uundgåelige subjektive element hos enhver forsker fik ham til at sky alle systematiske formuleringer og kategoriske udtalelser. Han indtog en fast position baseret på psykologisk erfaring og den empiriske metode, hvorved han demonstrerer en sand videnskabelig ånd. Imidlertid kombinerede han ovenstående med nogen mangel på præcision i tankegang og skrift og en uvillighed til at vedgå en substantiel virkelighed der transcenderer den rene psykologiske sfære. Denne begrænsning viser imidlertid, hvor uretfærdig beskyldningen for ”mysticisme” var, som blev rettet mod ham mange gange. Et sådan angreb viser en mangel på forståelse af både Jung og mysticisme. I virkeligheden er de to standpunkter ikke alene forskellige men også helt uforenelige. Mystikeren tror fast på Gud´s eksistens, på en Universel Ånd; han er overbevist om, at han er, eller at han har været i en tilstand af forening med den transcendentale Virkelighed. Jung derimod antager en agnostisk holdning overfor dette; han vedgår erfaringens subjektive, ”psykologiske” virkelighed, men hævder at dens essentielle, transcendentale virkelighed ikke kan anses som værende påvist. Dette kan anses som en fortjeneste eller en begrænsning alt efter synspunkt. I alle tilfælde frikendes Jung for anklagen for mysticisme—en alvorlig anklage efter nogle menneskers mening.